Retur forsiden

Referencer

Kontakt

 

Nyheder og information fra Per Høst-Madsen

Helle Slottved har haft premiere på "De vilde Svaner" i Mariehøj Kirke, Silkeborg. Efter denne førsteopførelse skrev kirkens præst, Arne Simonsen, følgende anmeldelse:

”De vilde svaner” i Mariehøj Kirke

 - en aften med Helle Slottved og H.C. Andersen 1. november 2005.

Et eventyr kan kun leve, hvis fortælleren holder af indholdet og af personerne i det.

Helle Slottved ”er” sine personer, bare den uskyldsrene kongedatter i H.C. Andersens eventyr ”De vilde svaner”, men også hendes brødre, de elleve kongesønner, og kongen på den anden side af det store hav, som hun bliver gift med, og den onde biskop, den hujende folkemængde.

Hun er dem alle, ægte og uforstilt i sine tolkninger; ikke mindst konge-datterens kærlighed til sine brødre stod så stærkt: ”kærligheden tør alt, udholder alt, tror alt, håber alt ….”

Fortællingen vekslede med organistens mellemspil og indspil: ord og musik føjede sig smukt sammen og tilhørerne sad, da det hele var slut, tilbage med en vidunderlig følelse af, at det skønne og det gode kan intet for alvor røre, dertil er de for stærke.

Det var første gang, at Helle Slotved opførte ”De vilde svaner”, men mange flere bør have den samme oplevelse, som vi havde den aften i Mariehøj Kirke. Stor og ægte kunst var det.

Helle Slottved optræder helst i kirker, fordi kirkerummet forstærker de eventyr, som hun holder mest af at fortælle, og hun kan nu tilbyde både "Snedronningen" og "De vilde Svaner", som begge inklusive musikledsagelse bliver fortalt på en god time. Siden premieren har Helle Slottved for en fyldt Romlund Kirke fortalt "De vilde Svaner" endnu engang, så eventyret er nu en fast bestanddel af repertoiret.

Med venlig hilsen

Journalist Per Høst-Madsen
Lundvej 32, Skovlund
6823 Ansager
Tlf. 4034 9384

DEN GODE HISTORIE PÅ TVÆRS 20. oktober 2002
DEN GODE HISTORIE – PÅ TVÆRS, medførte, at jeg fem gange fortalte Astrid Lindgrens ”Suser min Lind, synger min Nattergal”. Fire gange for skoleklasser i Horsens, en gang i min hjemby Hovedgaard og en gang på Biblioteket i Silkeborg.

Historien om den otteårige Malin, der ender på en svensk fattiggård, formår at samle alle generationer. For hvad er fattigdom og hvad er rigdom - og hvor finder man skønhed? Og så det store spørgsmål, Døden! Hvad med den? Jeg har hørt, at da der engang i England var en stor udsendelse om Astrid Lindgren, havde denne fortælling en fremtrædende plads.

Ingen fortæller historier uden selv at blive statist i fortællekunstens univers. Mine egne oplevelser i denne omgang illustreres bedst omad H.C. Andersens eventyr ”Gartneren”. Vi hører om blomsten, hvis pragt og skønhed overvælder ikke blot herregårdens hædersgæst, Prinsessen, men endog herskabet selv. Det ender såmænd med, at de selv bevæger sig ned i haven for at finde et eksemplar. Ef-ter forgæves søgen må gartneren fortælle dem, at den kun er en fattig blomst fra køkkenhaven.
Nu har jeg fortalt eventyr på tysk i Østrig, på fransk i Frankrig og på engelsk i England og Århus. Men en af de mest entusiastiske tilhængere af fortællekunsten og koordinator på projektet for skolebørn i Hovedgaard, skolebibliotekskonsulent Inge Marie Hermansen, har jeg været nabo til i l0 år uden at vide det!

Margrethe Højlund og jeg skulle dele aftenen på Silkeborg bibliotek. Vi fandt ud af, at det kunne være hyggeligt at mødes og få en sludder forinden. Margrethe er fortæller i Frankrig og i Frankrig har jeg , via teaterskolen i Paris, hvor jeg gik som tyveårig, dybe kunstneriske rødder..
I samtalens løb nævnte Margrethe sit samarbejde med en stor fransk fortæller, Francois de la Salle. For år tilbage var der Europeade i Horsens. Invitererede grupper dansede overalt på gader og stræder. Jeg forelskede mig i dansende fra Bretagne og endte med at invitere to af pigerne hjem til overnatning. Jeg bevarede forbindelsen til den ene, Helene, der for et par år siden pludselig ringede op. – Helle, tænk dig, jeg er også kommet til at arbejde med fortællekunst. Ikke som fortæller, men jeg arbejder under en, der hedder Francois de la Salle. Det første jeg gjorde, da Margrethe var gået, var at ringe til Helene og fortælle om min gæst. – Margareth!!! Hun kunne ikke komme sig over sin overraskelse. .

Medens jeg anrettede té sprang Margrethe ud for at bese haven, der er rig på gamle knudrede frugttræer. Hun kom begejstret ind gnaskende på en pære. – Jamen du har jo pærer, de smager dejligt, de er næsten modne ... har du slet ikke smagt dem endnu? Det havde jeg ikke. Jeg skulle have besøg fra Frankrig for at genopdage mit pæretræ.

Kære Anette. Tak for dit bidrag til oplevelserne.
Eventyrligst Helle Slottved.
Taagernes Fé 15. september 2002
Jeg fortalte for nylig ” TÅGERNES FE” i moderne gendigtning bygget over ”Sangen om Lanval” af Marie de France for tillidsmænd og -kvinder indenfor HK.
Hvor forskellig fra deres egen verden var ikke denne fortælling om en kvinde, suveræn indenfor sin egen verden og med en hær af terner, til alt det praktiske. På mit spørgsmål om, hvorvidt det ikke var svært at tage på kursus, væk fra alt derhjemme, sommetider helt op til en uge, men som én sagde: ”det er for længe”, lød svaret: ”Joh, alt skal planlægges, det er faktisk et stort arbejde, hele huset skal gøres rent, tøj skal lægges frem i bunker, mad stilles i køleskabet ... Og når man kommer hjem, kan man begynde forfra.”

Men de lyttede opmærksomt. Drog de sammenligning? Og hvem faldt den ud til fordel for? Vores egen tilværelse, hvor efter sigende den opvoksende generation i stigende grad ender i misbrug og den ældre i psykotiske lidelser, ofte med selvmord til følge?
Eller aflejrede der sig en længsel efter Kvinden som Dronning, der bare skulle tage vare på én ting: Opdragelsen af alt liv!

”Tågernes Fe” illustrerer i nogen grad sandheden i det franske ordsprog: Du mal peut sortir du bien. Ud af noget dårligt kan komme noget godt.

Kong Arthur uddeler rige gaver til sine fremmeste riddere ... men glemmer én. Denne ene forlader dybt forstemt og uden at mæle et ord hoffet og rider på må og få afsted ud i det blå. Og møder der kærligheden, som uden tvivl aldrig nogen har mødt den hverken før eller siden. At i tilgift hans kærligheds genstand også retter op på Kongens forsømmelighed, synes i denne sammenhæng en detalje uden betydning.

” Marie de France regnes for Frankrigs første kvindelige digter og skal have levet ved den formidable dronning Aleonor d’Aquitaine’s provencalske ”kærlighedshof”, sidst i 11 hundredetallet, der i øvrigt videreførtes af datteren Marie de Champagne, Chritien de Troie’s protectrice. Marie de France drog sin inspiration fra Bretagnes rige skat af keltiske myter og legender, hvor menneske og dyr, drøm og virkelighed og liv og død udgør et harmonisk hele. Og hvor alt kan ske! Men hendes store fortjeneste er uden tvivl den stærkt feminine indfaldsvinkel til kærligheden. Vi er med hende i et univers af trofasthed, ømhed og vilje til at ofre for det man elsker.

Læsningen af den franske forfatter Jean Markales bog LA FEMME CELTE (”Den keltiske Kvinde”) ændrede mit liv, fordi den betød et afgørende brud med Kvinden som Manden underlegen. Som han siger, er Genevieve beskrivelsen af den legemliggjorte herskermagt, af den Store Modergudinde, der våger over alle sine børn og ene er i stand til at oplære dem i alt.


Om kong Arthurs dronning Genevieve skriver et sted 11 tallets franske Chretien de Troie:
”Siden den første kvinde blev skabt af Adams ribben har der aldrig været en så berømmelig kvinde. Og hun fortjener det, for ligesom den viise lærer og mester underviser små børn, således underviser og belærer min frue alt levende. Fra hende udgår alt godt i verden. Hun er dets første kilde og oprindelse. Ingen kan skilles fra hende uden modløshed. Hun kender til enhvers ønsker og længsler, og ingen øver ret eller vinder ære, der ikke har lært det af min frue.”
DE VILDE SVANER af H.C. Andersen 15. september 2002
Julen .... Per og jeg er til julefrokost hos Birgitte, hans yngste datter med mand og børn. Det er hvid jul, så hvid, at frokosten næppe er ovre, før jeg er ude med børnene for at kælke. Men på vejen – de bor i et hyggeligt lilleputsamfund i Vestjylland – passerer vi nogle træer. Jeg ser i vejret, de træer er ... ja, hvad er det nu de hedder? Jeg har dem hjemme i min have, men jeg er ude af stand til at huske navnet! Vi fortsætter ud til kælkebakken, en overkommelig lillle slugt, som selv jeg har mod til at kaste mig ud i på børnenes diminutive slæder. Men et sted i mig lurer stadigvæk spørgsmålet. De træer, hvorfor kunne du ikke huske navnet på dem? Du er ikke mere tyve, du er over treds, er du ved at blive syg?... På vejen hjem passerer vi igen træerne, hele min bevidsthed er nu mobiliseret for at finde navnet på dem, men uden held. Ordet er der, lige indenfor rækkevidde, jeg ved det, jeg fornemmer det, men jeg kan ikke nå det. Vi passerer gennem en lille smøge med parcelhuse til begge sider. Til venstre for os, i et højt birketræ, sidder en sort fugl. ”Lille fugl, sig mig navnet, vil du ikke nok, jeg kan ikke komme på det, og jeg er bange for, at jeg er ved at blive syg ...” Inget sker. Vi når hjem. Børnene har fyldt haven med grønlandske snehuler, ja sågar en snehest. Det bliver altsammen beset og beundret, og da det er overstået, sætter jeg mig ligesom i tanker på gyngen. Jeg sidder der og vipper frem og tilbage. Jeg vegeterer. Hvornår her jeg sidst siddet på en gynge? Og pludselig, ud af kulden og intetheden kommer ordet til mig: LÆRKETRÆER.
Jeg når ikke at registrere så meget som en eneste følelse, for i det samme bliver vinterens overtrukne blygrå himmel gennemskåret af et langt hvidt bånd af store fugle. Vilde svaner.

I det øjeblik – det går først op for mig siden - beslutter jeg mig for mit næste H.C. Andersen eventyr.DE VILDE SVANER.
Dette mægtige eventyr, der i sig har ALT.
Elementerne. Jorden, ilden, luften, vandet. Og som en juvel midt i detaltsammen, kærligheden, det største af alt.

"De Vilde Svaner" er på vinterprogrammet 2002-2003
SNEDRONNINGEN i fem forskellige kirker 11. juli 2002
”Det er mit indtryk, at vi i denne aktuelle konfrontation opdager, hvor nihilistisk vores kultur er blevet. Jeg håber det fører til selvbesindelse: at man opdager, vi behøver andre rødder end blot underholdning og komfort. Vi må atter betragte vor egen ånd.”

OPEN BY NIGHT.
Da vi lørdag den l3. oktober 2001 i det mest dårende dejlige vejr kører fra Ørsted Præstegaard på Fyn, tænker jeg på ordene af forskeren Rüdiger Safranski, som jeg et par dage før har læst i Jyllands Postens artikel om Nietzsche. De skal ses på baggrund af ll. september, og jeg synes de rammer lige ind i SNEDRONNINGEN af H.C. Andersen, for de rummer en stor del af sandheden om vores forbrugskultur. Og hvem forstår bedre end Snedronningen at spille på den? ”Hvis du kan finde ud af at lægge det ord (Evigheden),” siger hun til Kai, travlt optaget af sit forstandsspil, ”så vil jeg give dig hele verden og et par nye skøjter.” Og det er selvfølgelig betænksomt, eftersom hun har anbragt ham på en isflage. (”Tænk på, hvor mange børn, der har det sådan i dag!” udbrød en veninde, da vi sammen bladrede igennem min illustrerede udgave, og kom til den blåfrosne Kai.) Men hvorfor har hun anbragt ham der? Jo, der er hans følelsesliv så nedkølet, at hun kan manipulere ham i en hvilken som helst retning hun vil. Snedronningen er en truende fare overalt, ikke bare i eventyret, men i vores egen verden. Der er mange blåfrosne Kai’er, hvorfor er der det? Det er et af de spørgsmål eventyret stiller.


Jeg var ikke den eneste der optrådte i Ørsted kirke, til Open By Night fra klokken l9.3o til lidt før midnat. Foruden kirkens egen organist Henrik Sørensen, som havde spillet forrygende året før, da vi arbejdede sammen for første gang, var der nogle unge musikere fra Odense Musikkonservatoriums folkemusiklinie., skotten Hal Parfitt-Murray , en ren troldmand på violin og Helene Blum der sang klokkeklart a cappella, for nu blot at nævne et par stykker, men jeg nød dem alle sammen i det smukke kirkerum båret og løftet af de mange tændte stearinlys. Programmet var opdelt i afsnit og indimellem dem vandrede folk over kirkegården, oplyst af fakler, ned til præstegården hvor præstekonen Jytte og et kvindeligt hjælpekorps sørgede for både vin, kaffe og kage og overalt i stuerne var der de yndigste blomsterbuketter.

I Ørsted kirke bad præsten Ole Lauritzen for jorden og havet. Det var noget af det, der gjorde indtryk på mig den aften. Da vi næste dags morgen efter hyggeligt morgenbord drog videre ud i den solrige disede efterårsdag, så vi flere musvåger, et par på den bare jord. ”Det er for tåget til, at de kan operere,” sagde Per. Det problem havde den fede skovdue ikke, den lettede blånende og ubesværet fra vejen foran os.


DE LEVENDE LYS.
Et par uger senere var det Læborg Kirke ved Vejen. Også denne kirke er af de smukke gamle og som Ørsted kirke med et middelalderligt krucifiks af stor skønhed. Det er dejligt at fortælle i et rum af levende lys, og her var de overalt.
Graver og menighedsrådsmedlemmer havde anbragt dem i stolestaderne, i vinduesnicherne, på døbefonten - på altret med naturligvis-og på trappen op til prædikestolen stod et par gamle sølvstager. Dertil kom kirkens egne pompøse kandelabre – normalt i brug ved begravelser – samt mine egne mere beskedne gulvstager hver til seks lys. Arrangørerne havde håbet på, at der også ville være kommet børn, og der var heller ikke nogen grund til, at de ikke skulle, men de kom ikke. Jeg tror de ville have lyttet ”Snedronningen” til Bo Thomsen opmærksomme spil på Frobenius orglet.
I en smuk lille folder om den 800 år gamle kirke, som jeg fik foræret, kunne jeg læse om dåbsfadet fra l550 ”af drevet messing og med en medaljon i bunden forestillende Skt. Jørgen og Dragen.” Rent privat har jeg udnævnt Skt. Jørgen til Fortællekunstens skytshelgen.
Der var mødt et par mennesker op denne aften, med dybe rødder til min barndom. Faders gamle sekretær frøken Damgaard, fra tiden da han var chef for tuberkulosebekæmpelsen i Vejle Amt. Hun talte smukt om Far, spurgte til Mor, men også hun var jo for længst død! Og så var der Karen, vores gamle unge pige. Hun kom til os i Kolding som attenårig, da jeg var ti, men der var ingen aldersforskel, når vi vaskede op sammen. Vi grinede og pjattede, og enorme opvaske – det var en stor husholdning – forsvandt som dug for solen. Jeg elskede Karen. Nu kom hun med sin voksne søn som chauffør, og de var begge to med bagefter til kaffen i forsamlingshuset, hvor der blev også blev tid til min yndlingshistorie om Kong Arthur. Den elsker folk, mænd som kvinder.

RØDDER TIL FORTIDEN.
En uges tid efter var det Kattrup Kirke, få kilometer fra, hvor jeg bor. Det var kommet i stand på anbefaling af en tilfreds tilhører året før i en anden lokal kirke, Vedslet, hvor jeg for alvor søsatte mine kirkeaftener for nogle år siden. Jeg var helt på hjemmebane. Journalist Erik Brodin havde kontaktet mig – og fik mig siden overbevist om, at han sjældent havde set kirketjeneren Kurt så optaget af noget, som ”Snedronningen”. Fotograf Bjarne Jensen kom og tog billeder til Østjydsk Avis, og jeg har ham også mistænkt for at være ophavsmand til et fint lille stykke om aftenen samme sted.
Der kom en tilhører til denne aften også med rødder tilbage til min fortid, denne gang som studerende i fransk og dramaturgi. Birgitte Peuliche hjalp mig sammen med en anden ven, maskeret og kostumeret, med at afvikle den praktiske del af min dramaturgiopgave på Helsingørteatret i Århus. Det var en scene fra Marivaux, og vi bestod! Nu stod så samme Birgitte og fortalte, at hun såmænd var kusine til vores gode ven, præsten i Ørsted!

JAZZTROMPET OG STEINWAYFLYGEL.
Tre dage senere var det Gjerlev kirke i Nordsjælland. Vi lagde vejen om ad storebror Jørgen og hans Merete i Odense. Da vi kom til kirken stormede det helt vildt ...Ville vi måske slet ikke kunne komme hjem til katten samme aften? Men det gjorde vi, og hun spandt som en mis. Men forinden havde vi haft nogle bevægede timer, der begyndte med at vi på det nærmeste blev blæst ind i den endnu tomme kirkes fred og stilhed, og så et skinnende Steinway flygel anbragt midtvejs op ad kirkegangen, hvor den til venstre førte ind til et usædvanligt sideskib. Et par tasker og to trompeter tydede på, at musikerne havde været for at øve og velsagtens nu var i færd med at spise et sted. Flyglet viste sig at være indforskrevet til lejligheden og opstillet allerede dagen før, med påbud om at rummet under hele opholdet skulle være opvarmet til ære for Steinway og Søns lakskinnende herlighed! Det kunne man kalde et menighedsråd med ambitioner. Kirken var fyldt. I øvrigt var den fra 11 hundredetallet og helt usædvanlig efter mine jydske forestillinger. Stolestader og træværk var malet fantasifuldt i almuefarver, og de blev fremhævet ved at graveren havde pyntet hver anden af stolestaderne med brunt efterårsløv, de resterende med lys og anbragt et grønt levende træ i koret. Til forskel fra Læborg kirke vrimlede det her med børn. De sad på gulvet i midtergangen eller på skødet hos forældrene, nogle af dem samme sted, blandt andet en ung kvinde med et lille barn i armene. Det kan ikke have været særlig bekvemt at sidde der, men hun fulgte uden at vise tegn på uro med fra først til sidst. Det kunne man til gengæld ikke beskylde nogle små størrelser for, der sad på skødet på bænkene inde hos fader og moder. Op og ned og ud og ind, lågen til stolestadet var i flittig brug, men det gjorde ikke noget. Det hører med, hvor der kommer sådanne små børn i kirken, og de skal være med, for uden dem er der intet eventyr. Som det siges i ”Snedronningen” med citat fra Biblen: UDEN AT I BLIVER SOM BØRN, KOMMER I IKKE IND I GUDS RIGE.

Musikerne, kirkens organist Jacob Davidsen og trompetisten Flemming Agerskov viste sig at være formidable. For mig, der normalt ikke bryder mig om jazz, var det en stor oplevelse at høre den af disse to til lejligheden komponerede musik til ”Snedronningen”, spundet over en gammel salme.. Som optakt til den efterfølgende hyggestund i Menighedshuset overfor kirken for de medvirkende, fo’r præsten Fritz Gammelgaard omkring og hev bestik, brød, ost og pølse frem og lavede kaffe. Jeg havde lige læst om en præst på Djursland, hesteavler i stor stil og i stille stunder flittig forarbejder af seletøj i et stort værksted under kælderen, hvor efter sigende mange prædikener er blevet udklækket. Måske præsten her skulle aflaste sig selv med et par heste?
Netop som vi skulle til at kaste os over lækkerierne, stod der en ung kvinde i rummet. Kusine Lise som jeg ikke har set siden sidste storfamiliesammenkomst. Det var overraskende og morsomt.
Musikerne og jeg talte om, hvor dejligt det kunne være at lave noget sammen igen.


NOVEMBERS SOLLYS.
I Hinnerup foregik kirkearrangementet i Sognegården på den famøse valgdag den 20 november. Jeg var ikke i det store skrud, men nok i langt, min uldne dybrøde kjole i to dele, med sjalet indvævet i mønster efter gamle franske gobeliner og besat med farvestrålende perler. Jeg tænker tit på Gammelfar – Poul Reumert, min ven og velgører, fra da jeg var tyve – når jeg vælger kostume til et arrangement. Poul Reumert skulle engang spille Daniel Hejre, en kendt figur i teaterlitteraturen, men han kunne ikke komme på kunstnerisk skudhold af ham. Så så han en dag en levende hejre, og så var Daniel Hejre i hus. Billeder fra forestillingen viser det helt konkret. Kostumet er meget vigtigt, det bærer og støtter i bedste fald ligesom rummet, og det er et meget vigtigt hjælpemiddel for mig som fortæller. Det er mit Battledress. For som en gammel rumænsk teatermand lærte mig. EVENTYR ER KRIG. Jeg er eventyrfortæller og eventyrfortælleren er kriger.

Det var et meget lydhørt publikum også i Hinnerup Sognegaard, omend ikke talstærkt. Jeg var min egen akkompagnatør med medbragte bånd med irske Loreena McKennitt’s pragtfulde sang og harpespil. Men til fællessangen spillede husets egen pianist . Han var blind.
Jeg kunne fra hvor jeg stod se ud i et parklignende haveanlæg med plæner, der skrånede ned mod nøgne træer i den sene novemberdags dis.

NOVEMBER.

NOVEMBERS SOLLYS
ER DET BEDSTE JEG VED
DET TALER TIL SINDET
DET TALER OM FRED
DET LØFTER MIG OP
I EN HØJERE SFÆRE
HVOR GUD GI’R MIG LOV
TIL BARE AT VÆRE.

Gennem vinduet til venstre havde jeg på et tidspunkt udsigt til en enlig krage, der spankulerede hen over det tætte grønne græs, og eventyret som jeg stod og fortalte, om blandt andet lille Gerdas møde med den hjælpsomme krage, blev helt nærværende. Her var jo kragen!
Både kirkesanger og sognets to mandlige præster lyste op ved deres tilstedeværelse under arrangementet og vi fik en fin snak under kaffen.
Da jeg siden spurgte til Kirken, som jeg jo ikke fik set, hev straks den kvindelige kirkesanger to smukke publikationer om Danmarks Kirker, udgivet af Nationalmuseet, frem fra bunden af et skab. Dem skulle jeg have. Jeg var rørt og overvældet. Nu har jeg siden studeret dem. I hæren af billeder af tykmavede engle med basunkinder, gravalvorlige apostle med barmfagre kvindefigurer til at mildne på deres martyrier, samt gudvelbehagelige præstefolk, manden i fuldskæg og pibekrave konen i folderig kappe med konehue, heftet mig ved billedet af l300 tals klokken fra Haldum kirke.
Når vi børn juleaftensdags eftermiddag hjemme i Kolding før tre om eftermiddagen,blev kostet i seng for at sove til middag uden at kunne lukke et øje, begyndte Skt. Nikolai’s klokker at ringe nede i byen. Det elskede jeg. Det var for mig for alvor Julen der begyndte. Jeg fik for øvrigt selv lov engang til sammen med en veninde at prøve at ringe med en af klokkerne fra Skt. Nikolai. For mig bor hele den kristne kirkes historie, på godt og ondt, i lyden fra de gamle kirkeklokker.

Snedronningen er på vinterprogrammet 2002-2003.
Gallashow 2002, Dansk Varmblod i Messecenter Hernings runde hal 18. maj 2002
EN OPLEVELSE FOR LIVET
SÅDAN SIGER BÅDE VI OG HELLE SLOTTVED

Af Ulrich Nedergaard, showmaster og speaker ved Dansk Varmblods Gallashow, som havde en afdeling på 45 minutter med "Ringenes Herre" som tema.

- Een af de ting der virkelig fik ”Ringenes Herre” til at fænge, var idéen med at ha¹ en historiefortæller med, som kunne binde de mange tråde i historien sammen.
For godt nok har mange læst Tolkiens fortællinger, og godt nok har mange set den fantastiske film, men for det første kan man jo ikke tage for givet at alle har ”gnavet” sig gennem bøgerne, og det er jo heller ikke hele Danmarks befolkning der har set filmen.
Så det var et ”must” at historien skulle bindes sammen.
Og hvad var så mere naturligt end at spørge Helle Slottved, som har en vis berøring til hesteverdenen bl.a. via Dansk Varmblods pressechef Per Høst Madsen og også via et engagement i Hesteinternatet af 1999 og et deraf følgende engagement i hestevelfærd.
- Og så ikke mindst fordi Helle Slottved tjener til livets ophold netop som historiefortæller!
Helle var straks med på idéen, og udfra det oplæg hun blev præsenteret for, arbejdede hun videre med teksten, så den blev rettet ind efter hendes ordvalg og hendes viden om ”Ringenes Herre”.
Og man kan vist ikke tillade sig at sige andet, end at hun var med til at sikre succes¹en.
Med stor indføling og med stor skuespilkunst fik hun os alle med gennem historien, og jeg overdriver ikke ved at kalde det en oplevelse for livet!

”- Dejligt at være med!”

Men det var ikke kun en oplevelse for os tilhørere, også for Helle Slottved var det en oplevelse.
” - Jeg blev meget glad, da I spurgte mig, og jeg synes det var en meget stor oplevelse at være med. - Jeg har aldrig optrådt for så mange mennesker før, men modsat mine normale rammer - kirker og lignende - hvor jeg har øjenkontakt med hver enkelt tilhører, så kunne jeg jo ikke se een eneste af de 5000 i øjnene, så det var en hel anden oplevelse end det jeg normalt er ude for”.
Helle Slottved er uddannet skuespiller fra en elevskole i Paris.
”- Ja, jeg tog egentlig til Frankrig som 20-årig for at passe børn, men et tilfældigt møde endte med at jeg blev optaget på elevskolen. Her havde jeg bl.a. en lærer som havde optrådt sammen med Poul Reumert, så vi havde en fælles referenceramme. Blandt mange andre ting jeg lærte i det franske, har jeg særlig bidt mærke i een, nemlig det een af vore lærere indprentede os: - I skal elske ordene! - Det er så vigtigt at man kan li¹ det man skal sige, - kun på den måde kan man lægge følelse og kærlighed i udtrykkene”.
Som sagt er Helle¹s daglige ramme, når hun er på arbejde, kirker, skoler og lignende, hvor hun fortæller eventyr.
”- Det er ikke noget man kan leve af, - jeg vil nærmere sige at det er noget man kan overleve på trods af! - Lige nu er ”Snedronningen” det mest ”solgte” eventyr”, fortæller Helle, som er - og det kan nok ikke overraske nogen af de der så hende i Herning - forgabt i Karen Blixen.

Ikke nervøs!

Som os andre, var Helle Slottved imponeret over ”Ringenes Herre”.
”- Ja, det var utrolig flot, flot med de mange kostumer og også flot ridning. - Min egen rolle har jeg selvfølgelig svært ved selv at bedømme, men jeg synes det var en oplevelse at være med. - Jeg havde jo selv en stor indflydelse på min egen tekst, så den var egentlig ikke svær, og da jeg først havde fået den lært udenad, så kommer kropssproget helt af sig selv².
Helle siger selv, at hun overhovedet ikke var nervøs inden hun skulle på.
³ - Nej, jeg vidste at jeg kunne teksten, - og jeg er jo kun et instrument til at formidle denne tekst videre. - For mig er det vigtigt at jeg er velforberedt og er ydmyg overfor opgaven, - min egen personlige forfængelighed er fuldstændig underordnet”.
Hvad der kunne gøre hende nervøs, var at hun, lige før hun skulle på, opdagede at headset-mikrofonen ikke passede hende ordentlig, så mikrofonen faldt ned, og at elastikken i hendes skørt var blevet slap!
”- Da var jeg lige ved at gå i panik, men heldigvis var der folk bag tæppet til at ordne tingene, inden det var for sent!”.
Fire gange NATTERGALEN 10. december 2001
I tiden mellem den l9 og den 27 august optrådte jeg fire gange med ”Nattergalen” af H.C. Andersen. I en kirke i Silkeborg, på en friskole i Vestjylland, for magistre på Ry Højskole samt for HK tillidsmænd -og kvinder på Juelsminde Færgegaard.

”I haven så man de forunderligste blomster, og ved de allerprægtigste var der bundet sølvklokker der klang, for at man ikke skulle gå forbi uden at bemærke dem. Ja, alting var så udspekuleret i kejserens have ...”

Sådan præsenteres kineserierne hos digteren. En kineser af i dag har ikke stunder til sådan poetisering, men kineserier er der nok af. ” I dag taler vi ikke mere om at skelne mellem nat og dag, men mellem arbejde og hvile.”
Gudskelov! Mariehøj kirke ikke lå i Kina, men i Silkeborg, for i denne fantastiske kirke, forholdsvis ny og med noget over sig både ude og inde, der leder tanken hen på en middelalderborg, har man ikke afskaffet hverken dagen eller natten, men til overmål specialiseret sig i enestående levende lyssætning. Lyset skinner i mørket her om noget sted. I tilgift havde arrangørerne, blandt andre min søster Astrids gamle legekammerat Mona, der nu er kirketjener, formået at flytte den halve natur ind i kirken i form af et lille dybgrønt overdådigt løvrigt træ. Smukkere kunne det ikke gøres. Tilbage stod blot for kirkens fantastisk dygtige organist Lars Sømod og mig selv, at få ”Nattergalen” til at synge i det imponerende kirkerum.
Arrangementet var til fordel for SOS børnebyerne.

Den følgende lørdag var det så Hestkjær Friskole i Vestjylland, hvor de fejrede skolens 4o års jubilæum i et kæmpetelt fuldt af børn og voksne bænket om lange borde stillet op på tværs. En ganske anden ramme om H.C. Andersens eventyr, men der var bygget en scene op i den ene ende af teltet, og her udspillede diverse indslag sig, også dette. Min musiker denne gang, Henning Nielsen, var lærer ved skolen og akkompagnerede levende på klassisk guitar. Bagefter kom han med en pragtfuld buket til mig fra sin moders have! Der er stadig én blomst tilbage fra den, en hvid lilje, der i den store glasbeholder på det lille marmorbord, med mørkegrønne glinsende laurbærgrene, symboliserer, synes jeg, nattergalen i sine grønne skove. Som det halve kinesiske hof drager ud for at høre.
Hvor langt dette lille udsnit af menneskeheden har bevæget sig bort fra naturen illustreres bedst ved, at de først hører en ko brøle, siden frøerne kvække, og begge dele tager de for nattergalens sang. H.C. Andersen, som vi indimellem har så travlt med at gøre grin med, var djævelsk, når det tog ham.
Men der er håb selv for dette forskruede hof. Et sted er naturen intakt og sanserne med. Hos den lille kokkepige. Hos barnet.
Medens vi opførte vores musikalske eventyr sad skolens elever i rækker på gulvet oppe foran, og de sad forbløffende stille. For ”Nattergalen”, det gik op for mig ved denne lejlighed, er egentlig ikke et eventyr for børn. Det bevæger sig i meget høj grad indenfor de voksnes erfaringsverden. Men det er ingen skade til for børn at sidde stille og opleve et eventyr af en stor digter sammen de voksne. Selv uden at forstå mere end det halve.

Den tredie aften udspillede sig for magistre på Ry højskole i et havesalsagtigt rum med døre åbne ud til friskgrønne plæner med høje træer, der skrånede ned mod vandet. Igen det samme eventyr, men i en ny ramme og for et helt andet publikum. Her var det udelukkende voksne mennesker, men den megen læsen havde bestemt ikke gjort dem ”gale”, tværtimod. Det var en levende, modtagelig forsamling, der satte eventyrets egen tilhørerskare af lakajer og kammerpiger i skarpt relief.
Jeg har før optrådt for magistrene, og det er virkelig nogle af de kvikkeste hoveder, hvor det gælder om at opfange sprogets finesser. De griber simpelthen alle bolde i luften. Min musiker, Michael Gram, selv en af magistrene, spillede på flygel og obo. Det var morsomt, nyt og overraskende for mig.

Fjerde og sidste aften med ”Nattergalen” i denne omgang, udspillede sig på Færgegården i Juelsminde. Der var tale om en forsamling af HK medlemmer, tillidsrepræsentanter blandt andet, deltagere i et kursus med fokus på stress og arbejdsmiljø.
I tankerne er det svært ikke også i denne forbindelse at tænke på det moderne Kina, hvor man har afskaffet dag og nat til fordel for ”arbejde og hvile”. Her må der virkelig være noget at forske i for folk, der vil belyse stress og arbejdsmiljø. Men i øvrigt har eventyret også sit eget eventyrlige bud på situationen i og med dets barnagtige topfigur kejseren. I begyndelsen, hvor tilsyneladende ingen ved hoffet nogensinde har hørt om nattergalen, insisterer han på, at den skal synge samme aften, ”og kommer den ikke, så skal hele hoffet dunkes på maven, når det har spist aftensmad.”
Folk der beskæftiger sig med stress og arbejdsmiljø, kan i øvrigt også med fordel kaste sig over spillemesteren, for han repræsenterer om nogen den moderne verdens løsriven sig fra naturen, forkastelsen af den til fordel for den kunstigt skabte verden. Det har imidlertid sin pris, og Jyllands Postens forside af 2o. august handlede om det foruroligende tab af livskvalitet og lykke, det medfører, ikke mindst for børnefamilier.
Jeg var min egen musiker denne gang med et bånd af Loreena McKennitt til indledning. To af deltagerne faldt pladask for hende lige som jeg selv engang, og det har ikke fortaget sig.
Og så ventede i øvrigt sommernatten på os, med oplevelsen med uglen, som tudede i skoven ved parkeringspladsen og hvad der siden fulgte.

Helle Slottved

Helle Slottved
Nattergalen, Uglen og Ræven 7. september 2001
Da vi kom ud fra FÆRGEGAARDEN i Juelsminde, hvor jeg havde fortalt ”Nattergalen” og var på vej over til bilen, hørte jeg uglen. Længe stod vi og lyttede. En walisisk myte fortæller os, at hun er blomsterpigen Blodeuwedd, der til straf for sin opsætsige kærlighed til en anden end den hendes fædrene ophav, troldmanden Math, havde bestemt for hende, blev omskabt til denne nattens fugl, frygtet og hadet af alle andre.

Så begav vi os på hjemvejen. Gennem bilens ruder så jeg sensommernatten passere, med store gyldne marker, nogle høstede andre ikke, og højt oppe på den tyste blegblå himmel hang en gul diset måne i tiltagen. Hele verden syntes at svømme i et drømmeagtigt uvirkeligt skær, en forjættelse, der strakte armene ud imod os, jeg var syg efter at komme ud og indsnuse duften. Det var en nat så fuld af magi .... Men vi havde en række biler efter os, og så var det, at der pludselig foran os, tværs over højre vejbane, lå en udstrakt mørk pølle.
Det var en ræv! udbrød jeg, da vi havde passeret. – Ja, men den var død. Vi fortsatte. Men lidt længere fremme var der mulighed for at køre ind på en sidevej, og jeg stod ud for at få opfyldt mit store ønske. Men magien var borte. Opslugt af månenattens fortryllelse og skønhed til alle sider, havde jeg kun ræven i tankerne, og han gættede det, idet jeg steg ind. – Vil du gerne vi kører tilbage? ... – Ja.

Den var ikke død! Vi var kørt forbi ræven, andre med, men da jeg bøjede mig, bevægede den hovedet i et forgæves forsøg på at løfte det. Det gentog sig. Jeg tog den i mine arme, den var varm og blød og hjertet slog, den var helt slap. Den var døende ..... men hvor længe ville det vare? Vi var trætte, hvad skulle vi stille op med den? – Jeg kan ikke se andet, end at vi må tage den med hjem, så må jeg slå den ihjel ... – Hvordan vil du gøre det? Jeg svarede ikke, jeg kunne ikke bære tanken. I stedet for klamrede jeg mig til ulvemoderen, jeg havde læst om, der havde haft mod og styrke til at dræbe sit eget uhjælpeligt sårede afkom. Jeg måtte ikke stå tilbage. Alligevel følte jeg en bølge af lettelse gå igennem mig, da han uventet sagde. – Jeg kører forbi Falck.

Da de to unge mænd kom ud og med en lommelygte lyste ræven i øjnene, var der ingen reaktion. Den var død. En stor, fuldkommen smuk unge med perlegråt bryst.

Jeg forstod det ikke. Medens jeg havde fortalt ”Nattergalen”, med sætningen, der for mange år siden åbnede hele H.C. Andersens univers for mig, ”og Døden gav hvert klenodie for en sang ...” så var ræven løbet døden i møde på denne underskønne sensommernat. Jeg havde ikke formået at fravriste døden dens klenodie, endda jeg ikke blot havde fortalt ”Nattergalen” denne aften, men også de to foregående og søndagen før i en mageløs kirke. Først hjemme i stuen samme aften kom den tanke til mig, at jeg trods alt havde vundet en sejr. For den lille ræv var død i mine arme, så helt og fuldt ræveagtigt, som havde den ligget trygt hjemme i hulen hos sin moder, den havde måske opfattet mine fingerstrøg som om det var hende, der slikkede den. Den havde været i hænder, da den døde.

- Hvor er det frygteligt, at folk bare kører dyr ned og fortsætter, uden at sikre sig, at de ikke skal ligge og lide en pinefuld død.
- Ja, svarede Falckmanden, og gav i sætningen, der fulgte, døden dens virkelige hæslige ansigt - kulden og hårdheden i et menneskehjerter: - Folk har ikke megen respekt for liv !

Vi havde været heldige. Vi havde fået tilskyndelse til at standse op i vores eget hæsblæsende ræs. Måske det begyndte med Blodeuwedd, uglen vi hørte, for myten om hende - siges det - er myten om alle kvinder. Og kvinden er moder til alt liv med indbygget sejr over døden.
SOS i Mariehøj Kirke, Silkeborg 12. august 2001
Eventyrfortæller Helle Slottved og organist Lars Sømod opfører H.C. Andersens eventyr ”NATTERGALEN” søndag den 19. august kl. 19.30 i Mariehøj Kirke til fordel for SOS-børnebyerne og for at udbrede kendskabet til denne organisation og det frivillige arbejde, der bliver udført.

Børneby idéen går ud på, at give forældreløse og forladte børn en erstatning for den familie, de af den ene eller anden grund har mistet. Børnebyerne er derfor små, familielignende samfund, hvor børnene vokser op som i en normal familie og i et blivende og trygt tilholdssted – et hjem.
Børnene vokser op i deres eget land med deres egen religion og kultur. De går i skole med børn fra lokalsamfundet, ofte i skoler oprettet og drevet af SOS-børnebyerne.

Entréindtægten fra dette arrangement er øremærket til en SOS-Børneby i Luangprabang i det nordlige Laos, der er under opførelse. De fleste bygninger er under tag, og færdig vil byen rumme 12 familiehuse til 120-140 børn, en bør-nehave, et socialcenter og en fællesbygning. Det er meningen, at en skole skal følge efter. Der er tale om et smukt, moderne men ikke overdådigt byggeri i lao-tisk stil.
Landets egen indsats over for forældreløse og forladte børn er utilstrækkelig. Derfor suppleres landets tre SOS-børnebyer nu med den nye børneby i Luang-prabang, landets tidligere hovedstad og religiøse centrum.

I Mariehøj Kirkes højloftede kirkerum smukt pyntet med grønne grene og leven-de lys venter der publikum en eventyrlig oplevelse, hvor fabulerende, brusende orgelmusik og eventyrfortællerens melodiske stemme vil gå op i en højere en-hed. Helle Slottved og Lars Sømod har tidligere i samarbejde opført et andet af H.C. Andersens store eventyr i Mariehøj Kirke: SNEDRONNINGEN.
Helle Slottved hører til blandt landets fremmeste og mest erfarne fortællere, og organist Lars Sømod nyder national og international anerkendelse for sine mu-sikalske fortolkninger, som i Mariehøj Kirke oven i købet bliver udført på et af landets fineste orgler. Entré kr.60.00. Beløbet går ubeskåret til SOS Børnebyernes arbejde.



Helle i SOS Børnebyer-nes


Eventyrfortæller Helle Slottved opfører sammen med organist Lars Sømod H.C. Andersens Nattergalen i Mariehøj Kirke, Silkeborg til fordel for SOS Børnebyer-ne.
Fortællerfestival i Hvolris den 23. juni 29. juli 2001
Sct. Hans var jeg med som en af l8 tilmeldte fortællere og musikere nær Viborg. Programmet lød på ”Myter, sagn og fortællinger i Hvolris Jernalderlandsby 2ool”. Stedet er kun et år gammelt, og jeg kunne ikke dy mig for at sige til en ung kvin-de i kiosken, at mit førstehåndsindtryk var, at det var meget ”appetitligt”. Hun smilede, hun var, viste det sig, designer af uddannelse, og bestræbelserne for at gøre stedet smukt havde ikke været forgæves.

Jeg fortalte denne gang i et jernalderhus med åbent ildsted og skindforede sove- siddepladser, der løb rundt langs hele husets indervæg. Her sad folk - og de fleste uden at få røg i øjnene. Igen var det Astrid Lindgrens eventyr SUSER MIN LIND SYNGER MIN NATTERGAL, og bagefter var der også tid til snak. Blandt andet fremhævede en tilhører poesiens magt, den store oplevelse det er – og eventyrets otteårige heltinde får den jo og det bliver afgørende for hende – at få sat ord på sin længsel. ”I skal elske ordene”, sagde min lærer på teaterskolen i Paris, Renè Simon. Jeg var tyve år og forstod i grunden ikke, hvad han mente. Molieres tekster til eksempel var guddommelige og bestod som andre af ord, men at elske ordene som sådan! I dag er jeg måske ikke helt så tungnem, og i min iver efter at give mit besyv med til denne del af samtalen, kastede jeg mig ud i at fortælle om, hvordan jeg selv for nylig havde haft en intens poetisk ople-velse. Det var, da jeg en dag gav mig til at læse teksten til en af sangene fra Bill Whelans RIVERDANCE, som jeg indenfor det sidste halve år har hørt om og om igen. Jeg havde bare glemt teksten! Her er den:
SING OUT YOUR SONGS AND RING OUT YOUR STORIES AND RHYMES WEAWE FROM YOUR DREAMS THOSE MYSTICAL DANCES THAT LEAD US TO BIND IN HEART AND MIND.
Syng dine sange og lad dine fortællinger give genklang, skab af dine drømme de forunderlige danse, der binder os til hinanden i hjerte og sind.
Dette blev i øvrigt dejligt praktiseret af Katrine Faber Jensen og Axel Striim se-nere ved bålet.
Her indledte Merete Essenbæk daglig leder af stedet, og den, der oprindelig tog initiativ til fortællerfestival i Lejre Forsøgscenter nær Roskilde, en tradition hun nu viderefører i Hvolris. Tak for det!
Hun gav straks ordet til Peter Værum, hvis bog FRØER OG FARISÆER jeg har læst med udbytte og anbefalet til mange. Behersket men dog gennemsyret af indignation, foreholdt han sine tilhørere det forkerte og tankeløse i at fejre Sct. Hans ved stadigvæk at brænde hekse af på bålet: ”Der er brændt hekse nok.”

Skikken forekommer mig selv lige så frastødende. Jeg holdt selv engang båltale over temaet. Dengang det virkelig gik hedt til brændte man små piger helt ned til otte år, det var et omsiggribende kollektivt vanvid, oprindelig markedsført af et par lyssky personers skrift HEKSEHAMMEREN.
Vi havde kort før bålet nogle stykker af os og ved et tilfælde drøftet Umberto Ec-cos ROSENS NAVN. Jeg så kun filmen, men den ætsede sig ind i min bevidst-hed med en scene. Lyden af heksens sorte kats rædselsslagne miawen, for den delte jo skæbne med hende. På Greve Pladsen i Paris brændte man levende katte af lige indtil Ludvig den l4. fik det forbudt. For ligesom det var klart, at hek-se stod i ledtog med djævelen, så var det lige så indlysende, at djævelen optråd-te i skikkelse af en sort kat. Solkongen var for en gangs skyld helt oplyst, han fandt barbariet afskyeligt.

Vi var kun i Hvolris fra lørdag over middag, alligevel var der tid ikke mindst til mødet med andre fortællere. Henrietta Rose Blossom, englænder bosat i Dan-mark, er som jeg dybt fascineret af de keltiske myter. Der var Eli Madsen, der fortalte dejligt før bålet og som generøst overlod mig et par af sine yndlingshisto-rier i kopi. Og så var der hende, der fortryllede med en fortælling om mødet mel-lem alt det, som ængster menneskene, med mine egne ord ”angsten for krig og nød, for sult og død, for tabet af kraft, for ondskabens magt…” og håbet. Scenen udspillede sig ved muren udenfor en middelalderby, og for mig der i øjeblikket læser om Katharerne i Sydfrankrig var den måske ekstra levende,

Min eneste bekymring på denne aften var bålet, var der tænkt på alle smådyre-ne, pindsvin, fugle, mus, etc…. Var det mon stablet aftenen før som man så ind-trængende beder folk om?
Men da vi sent om aftenen forlod stedet var det med gaver og sindet fuldt af denne enestående sommernats kogleri. På vejen op havde vi langs vejen set hele områder med blå af Kornblomster og Lupiner og grøftekanterne strøet med Valmuer. De stod der stadigvæk men hyldet i mørke.


Helle
Fortællerfestivaller i 2001 24. juni 2001
Fortællerfestival i Lejre i Vævestuen, hvor børn lytter.

Fortællerfestival i Lejre i Vævestuen, hvor børn lytter.


En opfordring i foråret til at deltage i FORTÆLLERFESTIVAL i Lejre i Pinsen, blev efterfulgt af en fra Hvolris til at fortælle til Sct. Hans. Jeg havde til Lejre valgt Astrid Lindgrens eventyr ”Suser min Lind synger min Nattergal” og vil bru-ge det samme i Hvolris. At vælge en fortælling, der foregår i en fattiggård i Sve-rige i l8 hundrede tallet, til et arkæologisk forsøgscenter, hvor folk opfordres til at gå tilbage til før vor egen tidsregning, kan undre. Men bronzealderarmbåndet jeg kom ud med fra butikken i Lejre symboliserer for mig forbindelsen mellem de to yderpunkter. På den tid, hvor sådanne smykker blev fremstillet, havde kelterne deres storhedstid, og for dem var blandt andet TRÆET helligt. Jorden selv var hellig og besjælet af ånder. I Astrid Lindgrens eventyr planter en lille pige, i sin længsel efter skønhed, et træ og tøver ikke med at ofre sit liv for at give det liv. ”Men jeg lever videre i træet …”, siger hun. For kelterne var det en ganske naturlig tanke, at sjælen efter døden kunne tage bolig i anden skikkelse, for ek-sempel et TRÆ.
Vi havde taget tante Anne-Marie på 88 års med til Lejre, og ingen kunne ønske sig mere opmærksom tilhører. Det skulle da lige være børnene anbragt på gul-vet i Vævestuen, som var helt opslugt af af fortællingens otteårige heltinde Ma-lin. Vævestuens enestående værtinde Iben heftede sig især ved en nydelig ung mand i sporty dress, som var lige så dybt koncentreret, og da en spurgte om man kunne gå ind i et træ, svarede han: Ja, på det åndelige plan.

FORTÆLLERFORENING

I Lejre var der ved den lejlighed stiftende generalforsamling for en ny fortæller-forening med følgende formål.

1) at medvirke til at udbrede kendskabet til historiefortællingen.

2) at virke som netværk for udøvende historiefortællere og andre der interesse-rer sig for historiefortælling

3) at medvirke til at samle praktiske og/eller økonomiske ressourcer til afviklin-gen af fortællerfestivallen i Lejre.Jesper la Cour Andersen, spinat@waxldoneline.dk
Præsentation: Det fortællende Teater, skuespiller og historiefortæller.
Jesper la Cour Andersen æble og andre nordiske myter og sagn.
Jesper la Cour Andersen spinat@waxldoneline.dk

Det fortællende teater, skuespiller og historiefortæller
Fortæller: Beowulf, Yduns æble og andre nordiske myter og sagn

blev valgt til ordstyrer, et hverv han udførte så godt, at han senere blev valgt til formand for den nystiftede forening: Fortællinger i Lejre.

Mette Nicolajsen, Historisk-Arkæologisk Forsøgscenter, Slangealléen 2, DK-4320, Lejre blev kasserer.

Foreningens bestyrelse på 7 medlemmer holder sit første møde den 28. juni-2001.

Helle Slottved slapper af uden for Vævestuen i Lejre.

Helle Slottved slapper af uden for Vævestuen i Lejre.
Jeg er EVENTYRFORTÆLLERSKE. 6. juni 2001
EVENTYRET er en magisk verden uden
grænser, hvor alt kan ske. Men indenfor
hersker den strengeste lovmæssighed.
I EVENTYRET findes kun to farver.
Med sine uigennemtrængelige skove
fulde af enhjørninger og guldfugle,
sine tranebærrøde slotte med tårne
og spir, sine prinser og prinsesser
i fløjl og silke, guld og ædelstene,
dækker EVENTYRET i virkeligheden
en sort/hvid verden!
Fortællekunsten er som egetræet,
hvis rødder går dybt i jorden
Med sine grene rækker det mod himlen.
Kronen er en verden for sig
et gådefyldt mysterium.
Hvert eneste blad har sin historie at fortælle
Helle Slottved
»Den keltiske kvinde« 5. juni 2001
Studiet af den keltiske kvinde, som hun
kommer til udtryk i myterne omkring Kong
Arthur, har optaget mig i mange år. Det
fascinerende er, at vi igennem hende kan
aflæse tidligere kulturer, hvor kvinden
faktisk var suveræn. Herom handler min
yndlingsfortælling, der sammen med to
andre danner kernen i programmet om den
keltiske kvinde.
Hun stod som vikingekvinden meget stærkt.
Den gifte keltiske kvinde var fuldt ud myn-dig
og tilhørte ikke ægtemandens familie.

 

En sjetteklasse iscenesætter sig selv 

Klasselærer går nye veje sammen med eventyrfortæller, som vender op og ned på begreberne i en sjetteklasse på Hovedgaard Skole 

På fagdage eller temadage har klasselæreren sin klasse hele skoledagen fra kl. 8-13. I dette eksempel er der tale om tre på hinanden følgende dag. Klasselærer, Sine Kolind, havde bedt sin sjette klasse forberede H.C. Andersens ”Svinedrengen” til den første dag. Eleverne oplevede en mandag morgen med tændte stearinlys, musik fra Ringenes Herre, som eventyrfortæller Helle Slottved havde medbragt. Musikken faldt i god jord, og efter en kort præsentation og lidt snak om det: at fortælle, begyndte dagens første indslag. Hver elev læste et forberedt afsnit op, og det gik rigtig fint, så kneb det mere med at genfortælle afsnittet, som eleverne havde lært udenad derhjemme. Ingen troede, at de kunne, men det kunne de til manges undren godt, da den første nervøsitet havde lagt sig. Resultatet var overraskende både for læreren og dem selv: Som en dreng udtrykte det: - Det var dejligt at opdage, hvor meget man faktisk kan.  

Den varme stol
Eleverne udspurgte nu de personer fra eventyret, der på skift indtog den ”varme stol”, en fremgangsmåde, som de i andre sammenhænge tilsyneladende havde prøvet mange gange. Her udspurgte de: kejseren, prinsessen, prinsen/svinedrengen og en hofdame.
Hvordan var det da din mor døde? Lød et spørgsmål til prinsessen. Hvorfor blev du så sur, da din datter kyssede svinedrengen? Hvordan er prinsessen at arbejde for? Hvorfor ville du alligevel ikke have prinsessen. Havde du ikke ondt af hende, dengang du lod hende stå der i regnen? Der var en livlig spørgelyst.

Det naturlige kontra det kunstige
Dagen blev afrundet med en diskussion om, hvad det er H.C. Andersen vil sige os, hvis man ser bort fra historien om en prins og en prinsesse, der ikke får hinanden.
Illustrationen af en lille spansk prinsesse, snøret og klædt som en voksen kvinde malet af Velasques, en kunstig prinsesse i et stift og kunstigt hofmiljø, ligesom man fornemmer, det har været tilfældet for prinsessen i ”Svinedrengen” førte samtalen ind på kampen mellem det naturlige og det kunstige, som i den moderne civilisation blandt andet giver sig udslag i ekstremer som brystoperationer i konfirmandgave. Men der blev nævnt mange andre eksempler fra dagligdagen.
Da den første dag var slut og ringeklokken lød, udbrød en elev: - Jeg glæder mig til i morgen. 

Tirsdag begyndte med stearinlys og en irsk sangerindes fortolkning af juleevangeliet, et stykke mageløs fortællekunst. Som en begyndelse på dagen afrundede Helle Slottved gårsdagens lektion ved at fortælle hele ”Svinedrengen”. Hun gjorde herefter opmærksom på, at hun altid havde været utilfreds med slutningen på eventyret. Hun finder det uretfærdigt, at en prinsesse, som ikke har nogen mor, og hvis far, kejseren, ikke giver hende en ordentlig opdragelse, skal lide så grum en skæbne. Eleverne fik herefter besked om onsdag at give deres bud på, hvordan de troede fremtiden ville forme sig for prins og prinsesse.
Som modsætning til eventyret om den ulykkelige prinsesse i ”Svinedrengen” beskæftigede eleverne sig efterfølgende med Grimm’s eventyr, ”Kong Drosselskæg”, hvor prinsessen efter frygtelige trængsler ender med at få både kongerige og en konge.
Klasselærer, Sine Kolind, havde inddelt ”Kong Drosselskæg” i afsnit. To fortællere bandt handlingen sammen med eventyrets egne tekster, og ellers optrådte eleverne i medbragte kostumer i eventyrets roller: Den gamle konge, prinsessen, kong Drosselskæg/spillemanden, kokken, frierne. Fantasien blomstrede. Eleverne illuderede både hus, skov og eng. Til brylluppet blev der danset. 

Onsdag begyndte som de foregående dage med et stykke musik og stearinlys. Musikken var pompøs og dramatisk og virkede som en illustration af eventyrets verden af: konger, dronninger, prinser og prinsesser. Billeder fra Tower i London og de engelske kronregalier illustrerede, at eventyret skam har rod i virkelighedens verden.
Helle Slottved fortalte nu ”Kong Drosselskæg”, som eleverne havde dramatiseret og arbejdet intenst med. De kunne derfor bagefter fortælle Helle Slottved, hvor hun havde byttet om på replikker.  De sagde. Helle der står…… og du sagde! Retfærdigvis skal det nævnes, at Kong Drosselskæg ikke er et af de eventyr, Helle Slottved har arbejdet med professionelt. Det lærte imidlertid også eleverne, at har man glemt en afgørende replik, kan den samles op undervejs, blot man fastholder handlingens røde tråd.

 


Helle Slottved og Søren Wendt

FOLK OG KULTUR på Janderup Skole den 26. juni 2004 blev en oplevelse for mig selv af flere grunde. For det første optrådte jeg for første gang med Søren Wendt, som jeg havde truffet kun et par måneder forinden til en fortælleaften i Odense, og hvis böhmiske vandreharpes sprøde klang på enestående vis fremhævede H.C. Andersens  SVINEDRENGEN, med dette eventyrs på én gang grumme og finurlige Rococco tone. Men NATTERGALEN af H.C. Andersen kom også til orde musikalsk, med dets kineserier iblandet hjemlig idyl, såsom brølende køer, kvækkende frøer og en gudhengiven slotsprovst. Men eventyrets dybe tone af alvor, forkælelsens latterlige marionetter, teknikkens hæslige fortryllelse og livets sejr over døden blev aldrig overdøvet. 

Min anden oplevelse begyndte, må jeg indrømme, da jeg kom ind og så lokalet, hvor vi skulle optræde i stærk konkurrence med parkerede symaskiner og pladsforhold af meget moderat tilsnit! Men så tryllede arrangørerne lidt. Gardiner blev trukket for, så den solrige eftermiddag udenfor blev omskabt til et varmt, blødt lys indenfor murene, stole blev omgrupperet og folk begyndte at indfinde sig. Og så kastede vi os for resten ud i opgaven. Man skal altid gøre sit bedste. Jeg minder jævnligt mig selv om, at det gælder om at fortælle for ”hin enkelte”, som Kierkegaard taler om, hvad enten det sker i ydmyge omgivelser med kun få tilhørere eller i en gammel landsbykirke, hvor levende lys på magisk vis vækker genskær af forgangne århundreder og henfarne slægter.

Vi gjorde vores bedste, også Radio Syd, der havde sendt sin unge tekniker Samo Duelund ud for at optage hele programmet til udsendelse først i august.

 

Helle Slottved sammen med sin franske musiker Eric

Kong Arthur 

Og svaret på, hvad det er, kvinder elsker overalt i verden 

Legenderne om Kong Arthur har i mange år været en del af mit fortæller-univers, og en af de allerbedste historier, jeg kender, og som kan få smilet frem hos både mænd og kvinder, er fortællingen om Kong Arthurs møde med Geneviève, hans anden hustru, verdens smukkeste kvinde. I virkeligheden en myte, hvis oprindelse fortaber sig i tidernes morgen, men som handler om hvorledes den unge konge, ved at gifte sig med det gamle land, giver det ungdommen tilbage. Det var derfor med opladt sind og forventningens glæde, jeg drog afsted for at se filmen om ”Kong Arthur”, med undertitlen ”sandheden bag legenderne”. Men der findes ikke nogen sandhedens Kong Arthur bag legenderne. Der findes ikke ringeste historiske bevis på, at han har levet udover at navnet Arthur er nævnt tre gange i beretninger fra omkring år 800. Derimod er det nogenlunde sikkert, at der, i det VI århundrede samtidig med Romerrigets sammenbrud og Saxernes invasion, skulle have levet en hærfører, der gjorde sig så bemærket, at han gav afsæt til nogle af legenderne. Af politiske grunde blev imidlertid hans meriter grebet med begejstring af 11-hundredetallet, som vi bedst tidsfæster via navne som Richard Løvehjerte, Robin Hood og Korstogene. Den, der gav myten kød og blod, både i England og på fastlandet, var forfatteren Geoffrey of Monmouth. Han var en mageløs fortæller, hvad man blandt andet tilskriver hans rod i keltisk fortælletradition.  

Det rationelle og det magíske
Hvor Geoffrey of Monmouth præsenterer os for et fortryllet magisk univers befolket af feer, troldmanden Merlin, sorte riddere, og ædle riddere, der af princip kommer alle nødstedte jomfruer til undsætning, hvor det virkelige rangerer side om side med det uvirkelige og magiske, bliver vi i filmen præsenteret for et totalt rationaliseret univers. Vi drukner i krigs-og slagscener med tilhørende lydeffekter. Tilsyneladende har lydsporet fra Ringenes Herre dannet skole, men jeg vil gerne spørge: Hvor er magien? Hvor er fortryllelsen? Hvor er den virkelige verden troværdigt og ligeværdigt placeret side om side med den uvirkelige. The other world som det hedder "på keltisk". Jeg vil gerne belyse forskellen mellem rationel, logisk fortællekunst - filmen - og magisk, fortryllet fra 11 tallets Geoffrey of Monmouth, der søsatte Arthur myten.  

Filmversionen
I filmen kommer barnet Arthur i besiddelse af sværdet, Escalibur, da han løber ind i en landsby sat i flammer af fjender og henter sværdet Escalibur på sin fars grav for at forsvare sin mor. Men filmen ikke så meget som antyder, at det er et magisk sværd, eller hvilken betydning det får for den, der erhverver det.  

Den magiske version
Julemorgen, på vej ud fra kirken, ser ridderne en stor sten med et sværd stukket ned i en stålbarre. På sværdet står indgraveret i guld: DEN, DER KAN TRÆKKE DETTE SVÆRD, ER ENGLANDS RETTE KONGE.  Ridderne kaster sig en efter en ud i forsøget på at drage sværdet, men uden held. Det bliver derefter bestemt, at lade en stor turnering afholde nytårsmorgen for at trække så mange riddere til byen, som muligt, så endnu flere kan gøre forsøget.
Sir Ectors søn, Kay, bror til Arthur, drager til turneringspladsen kun for at opdage, at han har glemt sit kampsværd derhjemme. Han beder lillebror Arthur om at smutte hjem og hente det. Men hjemme er der lukket og låst. Alle har forladt huset for at overvære turneringen. På vejen hjem har Arthur set et sværd i en sten på kirkegården. "Det tager jeg da bare," tænker unge Arthur, "Kay skal i hvert fald ikke mangle et sværd i dag." Som tænkt så gjort, Arthur henter sværdet og giver sin broder det.  Kay opfatter øjeblikkeligt, hvad det er for et sværd, og går til deres fælles far, Sir Ector, og siger, at nu må han, Kay, jo være Englands rette konge.
”Hvorfra har du det sværd?” spørger Sir Ector. ”Min broder Arthur gav mig det.” ”Og hvordan kom du i besiddelse af sværdet?” Arthur fortæller hele historien. ”Da er Du landets rette konge!” siger Sir Ector. ”Hvordan det?” spørger Arthur. ”Fordi det er et fortryllet sværd, som kun den kan drage, der er dette lands rette konge. Derfor, sæt sværdet tilbage, hvorfra du tog det.” Arthur adlyder. Både Sir Ector og Kay forsøger at trække det, men de kan ikke. ”Og nu du!” siger Sir Ector. Arthur drager sværdet så let, som havde det siddet i sin skede. Da Sir Ector og Kay ser det, falder de begge på knæ for drengen Arthur, som nu bliver udråbt til England konge. 

Man kan roligt sige, at filmen mangler et par mellemregninger. Der er andre eksempler. Danskerne har leveret en af de både ædle og hårdtslående riddere til filmen, og han løser opgaven solidt og troværdigt. Men bortset fra det spektakulære i at ride rundt med en rovfugl på armen, så forstod jeg aldrig, hvori dens opgave bestod, med mindre det var at postulere, at Mads Mikkelsen blev omskabt til en rovfugl for at slippe bort fra kamptumlens hæslige realiteter, men han vendte jo tilbage! Den var aldrig gået, hverken med en Kelter eller Karen Blixen som konsulent på filmen.

Og så er der Arthurs dronning Genevieve. Navnet betyder i øvrigt ”white phantom”, for hun repræsenterer solen, hvorfor hun nødvendigvis må have gyldent hår, som for eksempel den i øvrigt fortryllende og  mageløse elverdronning, Galadriel, i "Ringenes Herre".  
Filmens Genevieve har ravnesort hår. Kong Arthur finder hende forhutlet i et fangehul. Hun skyder med bue og pile og optræder i bar overkrop, usårlig, selv midt i mændenes kamptummel. Men der er ikke megen magi eller kvinde over hende. I en scene før det store slag forfører hun Kong Arthur, så man som kvinde må krumme tæer. Det er Hollywood!

Den indledningsvis omtalte myte om den unge konges bryllup med det gamle land er ulig mere interessant og gennemsyret af den keltiske fortælleverdens skønhed, fortryllelse og poesi. Arthur møder en truende fjende, der kun vil skåne ham, hvis han giver ham svaret på "hvad det er kvinder elsker overalt i verden". En usigelig hæslig kvinde lover at give ham svaret, hvis han til gengæld gifter sig med hende. Efter nogen betænkning indvilliger Arthur. Svaret lyder: "Det, kvinder elsker over alt i verden, er overherredømmet." Det er at være den, der bestemmer. Hvordan det videre går skal ikke røbes her ud over, at det ender med, at Kong Arthur får sin anden hustru, Genevieve, Verdens smukkeste kvinde.

Hvis man skal sige noget positivt om filmen, må det være, at den måske kan puste liv i interessen for den verden, Kong Arthur står for.  Det vil sige Romerrigets sammenbrud og Saxernes hærgen - engelske kilder vil, at de blandt kom fra Nordjylland - i det sjette århundrede. Og den høviske kultur, der opstod midt i det lige så voldelige 11 hundrede tal, og som ikke mindst Richard Løvehjertes magtfulde moder, Eleonore d'Aquitaines,  "Kærlighedshof" i hjertet af Sydfrankrig, bragte frem i lyset. Fortællingerne herfra hører til min egen store inspirationskilde. Søgemaskinen www.Google.dk  indbyder til mange timers fornøjelig læsning under både ”Kong Arthur” og ”King Arthur” . 



To organister fortæller om deres forhold til fortælling i almindelighed og H.C. Andersens ”Snedronningen” i særdeleshed.
Karen Hansen
Organist ved Gesten Kirke. 

De levende lysfakler tog imod enhver, som gik ind ad kirkelågen ved Gesten kirke en mørk søndag aften i oktober. Lysfaklerne førte frem til den åbne dør i våbenhuset. Der skulle være fortælleaften i kirken – Helle Slottved skulle fortælle H.C. Andersens store eventyr ”Snedronningen”.
Varmen strømmede en i møde når man trådte ind ad døren. ”Neej, hvor kønt”, sagde folk når de kikkede sig omkring. Alle fornemmede hvor smukt kirkerummet var, når det, som denne aften var pyntet med blomster og levende lys, som den eneste lyskilde. Alle ved, at det var graver Franks fortjeneste.
Kirkebænkene blev efterhånden fyldt pænt op og en fortættet stemning, fornemmede man, havde bredt sig i kirken.
Vi kunne begynde. – Velkommen blev der sagt. – Helle Slottved, iført en lang dybrød fløjelskjole, tog plads i korbuen i et mini lyshav af stearinlys, og organisten Karen lod så ellers for fuld udblæsning Bachs Toccata i f-moll slå den dramatiske tone an.
Spillet var i gang og snart splintredes djævelens spejl og vendte op og ned på godt og ondt, kønt og grimt og Gerdas sang om roserne i dale, accompagneret af blide orgeltoner, hjalp ikke. Snedronningens iskulde havde fået tag i den arme Kaj og Helle Slottved tog nu tilhørerne med på ud på Gerdas vildsomme veje. – Hun fik fortællingerne til at leve, når hun gav mund og mæle til røverpigen eller kragen, den gamle kone, rensdyret eller Gerda i alle hendes forskellige sindsstemninger. Og orglet græd med Gerda og kragen og sprang med rensdyret over moser og stepper. Der er orgelmusik der kan det også. Fint er det med denne vekselvirkning mellem fortælling og musik. Befriende også at nå til vejs ende.
Mon H.C. Andersen har læst Paulus brevet om kærligheden, da han skrev ”Snedronningen”? Kærligheden der tåler alt, tror alt, håber alt, og ikke mindst udholder alt, à propos Gerda. Størst er kærligheden, fastslår Paulus i sit brev. Det var budskabet. Gerda og Kaj fik puslespillet til at gå op.
Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt o.s.v.. (Paulus bruger også et spejl.) Kærligheden og evigheden forenes her. Det var fornemmelsen vi sad tilbage med, da Helle Slottved sluttede fortællingen og organisten sluttede (rundede af?) med Bachs ”Jesu bleibet meine Freude”. Det var helt svært at forlade den lysfyldte kirke og den fortættede stemning, som havde været her blandt en intens lyttende flok levende mennesker.
Det er vist ikke sidste gang, at vi skal have fortælle aften, godt at der er nogen, som Helle Slottved, der kan kunsten at fortælle. 

Miraklernes tid er ikke forbi 

Af organist Linda Roager, Skærbæk Kirke 

Det var en blæsende, kold efterårsdag for et par år siden. Det var efterårsferie, og børnene og jeg var sammen med Bedste taget en tur i oldtidsparken her uden for byen. Der ville blive fortalt historier omkring bålene i de små jernalderhuse, stod der i avisen! Vi gik lidt omkring og blev så pludselig fanget af en stemme, der råbte - der hviskede - den steg og faldt - og man blev ligesom draget mod den! Vi ville gå ind i huset for at høre mere, men pludselig strømmede folk ud, og sidst kom en høj kvinde klædt i oldtidens uldne dragt, det var historiefortælleren! Øv! vi var kommet for sent, men hun smilede til os og spurgte børnene " vil i høre en historie?" Vi nikkede alle, og så begyndte hun. 
Vi stod derude på Hjemsted Bankes kolde jord med vestenvinden susende om ørerne og hørte om Thor og Odin og et forskrækkeligt søuhyre, hun tryllebandt os med sin levende stemme med sine fagter og sine strålende øjne, Vi glemte tid og sted og var i eventyrets land. Da hun endeligt holdt inde, sagde min søn: -Åh, fortæl en til! Og jeg forstod pludselig, at nutidens børn ikke er så meget anderledes, end børn altid har været! De vil have vores tid og kærlighed og en god historie fortalt!!  Dette var min inspiration til selv at begynde at fortælle historier for mine egne børn og andres, og derfor blev jeg så glad, da vi fik Helle Slotved til at fortælle "Snedronningen" i Skærbæk Kirke! Lad os hjælpe hinanden med at genoplive den gode fortælling. En god historie kan sagtens overgå ethvert computerspil, spørg bare børnene! 

 Joseph og hans brødre i skole og på Bibliotek

Engang i efteråret bankede det på døren. Udenfor stod vores lokale præst Anne-Marie. Hun kom indenfor og kom frem med sit ærinde. Om jeg kunne tænke mig at fortælle ”Joseph og hans Brødre” fra det gamle Testamente, for børn i kommunen. På skolen og på biblioteket? Det kunne jeg. Var det også muligt, at få mig til at skrive et lille stykke om min  opfattelse af fortællingen til næste kirkeblad? Det blev til dette:
”Joseph og hans Brødre”, l. Mosebog kap. 37 er den måske smukkeste og mest dramatiske af Det gamle Testamentes fortællinger.
Joseph er sammen med sin yngre broder Benjamin – de har samme moder – sin fader Jacobs øjesten, og den kærlighed han ødsler på Joseph, han forærer ham blandt andet en prægtig mangefarvet kåbe, vækker jalousi og had hos hans brødre. At han også ganske naivt fortæller dem drømme, hvori de bøjer knæ for ham – men den profeti går i opfyldelse, skal vi siden se – det afføder beslutningen om at dræbe ham. Dog, de tøver og beslutter i stedet at sælge ham til en forbipasserende karavane. Kåben bliver oversprøjtet med blod fra en nyslagtet ged og med dette ”bevis” på broderens død for et vildt dyr vender de hjem til deres gamle fader. Han er utrøstelig.
Resten af historien vil vi lade ligge her.
Mit eget møde med Joseph og hans brødre skyldes den store engelske Sir Lawrence Olivier, der for mange år tilbage indtalte denne historie samt flere andre fra Det gamle Testamente på en serie plader. ”The holy Bible”. Jeg var så dybt betaget, at jeg aldrig er kommet mig over det.
Hvad har fortællingen at sige os i dag? Ja, for eksempel taler den stærkere end vel nogen anden om JALOUSI, her mellem en flok søskende.
For nylig i London oplevede jeg en lille scene, der kan tjene som illustration. En ung moder ammede sin kun få måneder gamle søn. Storesøster på to år med krøller så viltre som nogen ”uartig Caroline” så på med stift blik. Så gik hun til angreb med et par velrettede dask på lillebroderen. Men amningen var sådan set overstået, så moderen rakte leende babyen til en ligeså lattermild fader og tog derefter storesøster op på skødet og lod hende være baby. ”Jeg glemmer jo”, sagde hun ”hun er jo også kun et lille barn.” Kærlige forældres forbilledlige reaktion på søskendejalousi.
Anne-Marie, hendes hjælpepræst Rikke og organisten Olav, der også er musiklærer på skolen, medvirkede alle, da vi en onsdag og torsdag i november mellem 10 og 12 fortalte Bibelshistorie for elever fra 5 og 7 klasse samt 1 og 3. De førstnævnte varierede deres indslag afhængigt af klasserne, det gjorde jeg også selv, men kun indenfor rammerne af ”Joseph” fortællingen.
Initiativet var helt Anne-Maries, hun havde taget kontakt til skolen og fået fuld opbakning.”Den røde tråd i Biblen” havde hun kaldt arrangementet, direkte inspireret af det bibelske billedtæppe med motiver fra det gamle og nye Testamente, syet og creeret af 27 skoler landet rundt, der for tiden var på tourné. Lige nu var det ophængt af menighedsrådets medlemmer i skolens festsal, hvor vi skulle være. Hovedgård Skole var mester for ”Fristelsen i Ørkenen”, og et barns skuffelse over at se Jesus uden glorie ved første ophængning på Christiansborg, var til glæde vendt. Nu havde han fået en!
”Nå, blev det en succes?” ville et kvindeligt menighedsrådsmedlem vide, da vi var færdige.
Ja, at dømme efter reaktionen blandt de mindste ikke mindst. Da jeg gik over skolegården på vej hjem, kom et par børn løbende og sagde ”tak”, en anden kastede sig i armene på mig. Men der var også den halvstore pige, der stillede sig gudhengivent og med verdens yndigste og mest charmerende smil foran hjælpepræsten Rikke og mig selv, da vi sad på bænkene efter at Anne-Marie havde fortalt, og klokkerent som kun engle formår det, sang et vers fra ”Kong Farao var en ugudelig Krop”. Anne-Marie havde sørget for at aktivere alle ved at indlægge sange og salmer, som Olav spillede til.
Anne-Marie fortalte om. 

Og Rikke om …
Jeg havde lavet en indledning til ”Joseph” og jeg brugte den til både de små og de store:
” Den historie jeg skal fortælle, er næsten 3ooo år gammel. Den handler omen verden, hvor mændene har bestemt, at Gud har bestemt, at mændene skal bestemme alt. Det fører til megen ulykke for både mænd og kvinder. Alligevel er det en smuk fortælling, for inde midt i den vokser to blomster. Den ene blomst er KÆRLIGHED. En ung mand elsker en ung kvinde så højt, at han venter på hende i 7 år og siden arbejder 7 år mere for at få lov til at beholde hende. Sammen får de en søn. Han hedder Joseph.
Den anden blomst er TILGIVELSE. En flok brødre handler grusomt mod en lillebror. Men da de kommer til ham mange år efter i stor nød, tilgiver han dem. Lillebroderen er den samme Joseph, og historien hedder ”Joseph og hans Brødre”.
Jeg glemte at understrege, hvad jeg altid har været fascineret af. Der da Joseph giver sig til kende overfor sine brødre siger han: ”I skal ikke græmme jer eller være forknytte fordi I solgte mig herhen, thi Gud har sendt mig forud for eder for at opholde liv.” Josephs tolkning og tydning af sin skæbne er værd at lægge mærke til.
Mange historier lærer jeg minutiøst udenad, for eksempel H.C. Andersen eller Astrid Lindgren. Men det kunne der ikke være tale om i dette tilfælde, der var slet ikke tid. Jeg måtte kaste mig ud i en helt anden teknik, nøje indprente mig fortællingens kraftfelter, hvor der sker noget væsentligt og hvorfor og så fortælle afhængigt af aldersmæssigt forskellige børn. Det var lærerigt. For hvad er en mundskænk? Og hvad siger det børn af mekaniseringens tidsalder ”at binde neg”, og så videre. Oplysninger måtte puttes ind undervejs, lidt ekstra dramatisering kunne udbygge forståelsen som for eksempel: ”Og lige meget hvor meget Joseph græd og tryglede, så var hans brødre ligeglade, de puttede ham bare ned i brønden …”

SNEDRONNINGEN i tre forskellige kirker, efteråret 2003

Torsdag den 9. oktober kørte vi til Skærbæk kirke lige syd for Ribe, hvor jeg for første gang denne vinter skulle fortælle SNEDRONNINGEN. Forinden havde jeg trænet intenst, ikke bare dette eventyr - det, der er mest bud efter - men også Astrid Lindgrens SUSER MIN LIND SYNGER MIN NATTERGAL og Karen Blixens DE BLÅ ØJNE. Næste morgen tidligt skulle vi nemlig med flyveren fra Tirstrup til London for bl.a. at overvære en barnedåb i familien og sidenhen opleve spændende hestemennesker. Der ville ikke blive tid til at træne tekster, selvom jeg meget hurtigt efter hjemkomsten skulle være klar til at fortælle alle tre historier i rap.

Den 25.oktober i Sønderbæk kirke ved Randers, den 26. i Gesten kirke ved Vejen - begge steder SNEDRONNINGEN - den 27. Karen Blixen på det lokale bibliotek i Hovedgaard, den 28. Astrid Lindgren i Vitten kirke ved Hinnerup, og på ny den 2. november i Nr. Snede kirke i Vestjylland SNEDRONNINGEN. Det var bare med at holde tungen lige i munden og passe sin nattesøvn. Alligevel kunne der være ting, der svipsede på det kommunikationsmæssige plan, hvor skylden var  var min alene, men arrangører og organister viste sig rørende tålmodige, og alle arrangementer forløb til alles tilfredshed. Man kan altid gøre det bedre, man dummer sig undervejs, men i bedste fald lærer man af sine dumheder, jeg yderligere hjulpet og inspireret af Per på vejen hjem, hvor jeg får kritik og læst og påskrevet, som for eksempel: "Når du siger, at du har skåret teksten til, så tror folk du har lavet om på den. Du skal sige, du har foretaget beskæringer, men at du i alt, hvad du fortæller, holder dig minutiøst til H.C. Andersens tekst."

Med sine fire gotiske krydshvælvinger i skibet og korets ottedelte afviger Skærbæk Kirke fra de fleste andre landsbykirker, jeg kender. I det smukke hvidkalkede rum gjorde især det store gotiske krucifiks fra l400 tallet indtryk på mig. Oprindelig hang det i korbuen, og efter min mening skulle det være blevet hængende der. Det er i sig selv en prædiken over den kristne kirkes på én gang ulidelige og opløftende budskab: Du skal elske! Men hvad jeg i øvrigt ikke kunne lade være med at drømme om var, hvordan aftenen ville være forløbet, om man havde ødslet levende lys på den, som de gjorde det i Gesten. I Skærbæk ville de kun have levende lys på altret. I begge kirker fortalte jeg som nævnt SNEDRONNINGEN, men hvilken forskel gjorde ikke lyssætningen. I Gesten Kirke var der kun levende lys, og de løftede og bar H.C. Andersens eventyr på en måde, jeg aldrig før har oplevet det. Selvom kritiske røster hævdede, og de havde ret, at der ikke var lys nok på fortællerens ansigt, så det må vi have gjort noget ved.

Men organisten var i begge kirker noget ud over det almindelige. I Skærbæk var det en ung kvinde, der kom os i møde fra kirkegården, netop som vi havde parkeret bilen udenfor. Man skulle tro, hun ad telepatisk vej var blevet adviseret om, at nu var vi der, for man kunne ikke se os inde fra kirken. "Om vi ikke indledningsvis havde lyst til at gå med over i menighedshuset,  ... hun havde arrangeret det, så vi kunne få et par snitter forinden? " Normalt spiser jeg undervejs mit hårdkogte æg og en sammenlagt skive rugbrød med smør, og så er det godt, og jeg bryder mig ikke om at spise før, jeg skal optræde. Men jeg ville da gerne se snitterne, og Per var jo da i hvert fald sulten, så mange tak. Da jeg kom derover, spiste jeg med god appetit min ration af de lækre snitter, vistnok fabrikeret af den kvindelige graver. Vi spurgte til Lindas tilværelse udover den som organist.  Joh, ved siden af mand og børn havde hun fast job som hjemmesygeplejerske, hvilket betød daglige ture over Rømø dæmningen. Disse ture omtalte hun med begejstring for deres skønhedsoplevelser, ikke mindst fuglelivet var betagende.  At der også var overskud til at videreuddanne sig som organist på Løgumkloster kirkemusikskole, var svært at forstå, men humor er altid et aktiv, og Linda kunne ydermere prale af, at hun var den der tog de fleste begravelser på orglet. Jeg tænker, de døde er lige så tilfredse med hendes spil, som jeg, for  hun spillede med kraft, energi og glæde. Normalt får jeg ikke blomster, men denne aften fik jeg i tilgift en pragtfuld buket. En kær og nygift  veninde, der uventet og glædeligt var mødt op, fik den med hjem "i pleje", den ville jo nok ikke have kunnet klare turen til London næste morgen. På vej over kirkegården fortalte Linda mig, at det var hendes egen oplevelse engang af en fortæller, der havde ført til denne aften. Hun var på sin smilende, stilfærdige måde et af de mest begejstrede mennesker, jeg har mødt. I Skærbæk kirkeblad kunne jeg siden derhjemme læse om den hændelse fra egnen i l600 tallet, der førte til Karen Blixens store fortælling: SORG-AGRE.

I Gesten kirke var organisten af ældre årgang, men i kvindelig frimodighed og styrke Lindas jævnbyrdige. Karen hed hun, og hun havde også forståelse for, at mennesket ikke lever af ånd og orgelspil alene. Til det efterfølgende kaffebord sammen med menighedsrådet havde hun bagt pragtfulde sandwichbrød, festligt belagt med forskelligt pålæg, som man efterhånden bed sig igennem. I tilgift havde hun haft overskud til bradepandekagen, hun lærte på ungdomsskolen og gavmildt forærede os de resterende stykker af til hjemturen. Karen lavede på opfordring følgende omtale af vores aften:

De levende lysfakler tog imod enhver, som gik ind ad kirkelågen ved Gesten kirke en mørk søndag aften i oktober. Lysfaklerne førte frem til den åbne dør i våbenhuset. Der skulle være fortælleaften i kirken . Helle Slottved skulle fortælle H.C. Andersens store eventyr Snedronningen".

Varmen strømmede én i møde når man trådte ind ad døren. "Neej, hvor kønt", sagde folk, når de kikkede sig omkring. Alle fornemmede, hvor smukt kirkerummet var, når det, som denne aften, var pyntet med blomster og levende lys, som den eneste lyskilde. Alle ved, at det er graver Frabks fortjeneste.

Kirkebænkene blev efterhånden fyldt pænt op, og en fortættet stemning, fornemmede man, havde bredt sig i kirken.

Vi kunne begynde. - Velkommen blev der sagt. Helle Slottved iført en lang dybrød kjole tog plads i korbuen i et mini lyshav af stearinlys, og organisten Karen lod så ellers for fuld udblæsning Bachs Toccata i f-mol slå den dramatiske tone an.

Spillet var i gang, og snart splintredes djævelens spejl og vendte op og ned på godt og ondt, kønt og grimt, og Gerdas sang om roserne i dalen akkompagneret af blide orgeltoner, hjalp ikke. Snedronningens iskulde havde fået tag i den arme Kaj, og Helle Slottved tog nu tilhørerne med ud på Gerdas vildsomme veje. Hun fik fortællingerne til at leve, når hun gav mund og mæle til røverpigen eller kragen, den gamle kone, rensdyret eller Gerda i hendes forskellige sindsstemninger. Og orglet græd med Gerda og kragen og sprang med rensdyret over moser og stepper. Der er orgelmusik, der kan det også. Fint er det med denne vekselvirkning mellem fortælling og musik. Befriende også at nå til vejs ende.

Mon H.C. Andersen har læst Paulus brevet om kærligheden, da han skrev "Snedronningen"? Kærligheden, der tåler alt, tror alt, håber alt og ikke mindst udholder alt, apropos Gerda. Størst er kærligheden, fastslår Paulus i sit brev. Det var budskabet. Gerda og Kaj fik puslespillet til at gå op.

Endnu ser i et spejl i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt osv. (Paulus bruger også et spejl) kærligheden og evigheden forenes her. Det var fornemmelsen, vi sad tilbage med, da Helle Slottved sluttede fortællingen og organisten sluttede med Bachs "Jesus bleibt meine Freude". - Det var helt svært at forlade den lysfyldte kirke og den fortættede stemning, som havde været her blandt en intenst lyttende flok levende mennesker.

Det er vist ikke sidste gang, at vi skal have fortælle aften, godt at der er nogen, som Helle Slottved, der kan kunsten, at fortælle.

Der var en anden Karen tilstede i Gesten kirke, nemlig vores gamle unge pige fra barndommen i  Kolding. Karen er min måske mest trofaste fan. Hvis arrangementerne ligger rimeligt nær Lunderskov, hvor hun bor, og hun overhovedet kan få en til at køre for sig, kommer hun, og det var mig en særlig glæde, at kunne dele denne aften med hende. Da jeg for et par år siden fortalte SNEDRONNINGEN i Læborg kirke, hvor de også havde gjort  kirken til en åbenbaring af levende lys og i det hele taget sat alle sejl til for at gøre aftenen eventyrlig, kom der ikke ret mange, og det var synd for andre end Karen. Gesten kirke derimod var pænt fuld, og allerede ude på kirkegården blev Karens og andre folks forventningen stemt, når de passerede  gennem graverens fakkel allé. Endnu en ting falder tilbage på graveren - de helt pragtfulde blomsteropsatser  i hver side af korbuen.

Før jeg optræder! Hvad tænker jeg på, der, mens jeg sidder med ryggen til på en af de øverste kirkebænke og hører folk småsnakke lavmælt bag mig efterhånden, som de dukker op. Tit tænker jeg på Madame Clervanne, min højtelskede lærer på teaterskolen i Frankrig, og  de andre der, der i særlig grad har pustet liv i mig, fyldt mit sind med kærlighed til det, jeg nu prøver at give videre til andre mennesker. Far, Mor, Mormor - Gammelfar ( Poul Reumert) - og  René Simon, lederen af teaterskolen i Paris ikke at forglemme. Han, der lærte alle sine elever, at de "kun var instrumenter". Man var i al ydmyghed kun et instrument!!

 

eventyrikirkenboern.jpg (842449 byte)

Skolebørn fra Rougsøskolen i Ørsted Kirke 

Kirken er et gammelt hus og indrammer bedre end mange andre eventyrets verden af tro, håb og kærlighed

 Fredag den l2 september klokken 7.45 blev jeg som aftalt hentet og siden fragtet hjem igen fra Ørsted Kirke på Djursland. Det var så tidligt, at tæt tåge indhyllede og slørede træer og buske og lod landskaber kun få meter på hver side af vejen forsvinde i intethed. -- - Jeg elsker tåge! sagde jeg. - Nårsomhelst forestiller jeg mig, kan man risikere at se Kong Arthur dukke op med alle sine riddere. - Jeg foretrækker nu at kunne se noget, sagde min chauffør, skolens leder Henning. - Vi var i Amerika i sommer bl.a. i Yellowstone Park. En kæmpeoplevelse. Tænk om det da havde været tåget! Det kunne jeg godt følge ham i, men tågen forhindrede ikke mig selv i undervejs at følge en kileformet formation af vildgæs.
At fortælle ad to gange en ganske almindelig formiddag i en gammel landsbykirke tæt pakket med skolebørn og smukt pyntet med blomster og levende lys samt yderligere levendegjort af en ung entusiastisk organist, hvad kan man forlange mere!
Programmet stod begge gange på SVINEDRENGNEN af H.C. Andersen, for skolen har haft temauge om vores snart 200 år gamle eventyrforfatter. Men som Professor Nykrog sagde, da jeg for år tilbage rådførte mig med ham i anledning af mit speciale i fransk: ”Det er ikke nogen dårlig ide at illustrere en ting via dens modsætning.” Som kontrast til SVINEDRENGEN af H.C. Andersen, Astrid Lindgrens SUSER MIN LIND SYNGER MIN NATTERGAL.
Hos H.C. Andersen oplever vi en prinsesse, som et eksempel på det en nutidig dansk forfatter, Rolf Sindø, har kaldt ”overflodens forkælede møgunger”. Hos Astrid Lindgren et otteårigt fattighuslem fra l8 tallets Sverige. Men man kan spørge sig selv, hvem det mon var mest synd for, prinsessen eller den lille fattige pige.  De mindste børn var stærkt optaget af Prinsessens skæbne. Men hvor en dreng var klart tilfreds med slutningen på eventyret, hvor prinsessen ender grædende og forladt af alle i regnen, så var tre små piger det slet ikke. De syntes, at prinsen ”skulle have taget hende til sidst…Alligevel!”
Jeg forstår dem for så vidt. For vel er kejserdatteren forkælet, men hvor er hendes moder? Og hendes fader, Kejseren, er han ikke lidt en lige dele tåbelig og sentimental nar? Desuden, det er rigtigt, at pigen forkaster både den ægte rose og den ægte nattergal, fordi de ”ikke er kunstige”, hvilket gør eventyret lige så højaktuelt som NATTERGALEN. Men man skal, synes jeg, ikke glemme hendes forventning ved synet af presenterne ”bare det var en lille missekat”, og forståelige skuffelse fordi det bare er en rose, oven i købet ægte. Her er tale om en lille rig pige, der aldrig er blevet moden, selvom hun ter sig ”voksent”, men hvordan skulle det være sket ved det latterlige hof.
Imidlertid, lige så kriminelt det er at lade forkælelse erstatte kærlighed, så er det næsten altid kun offeret og dem, der er afhængige af samme, der betaler prisen. Forkæleren svæver kejserligt ovenover vandene Overflodens forkælede møgunger er forkælerens ansvar, men det erkender han sjældent før, det er for sent, hvis han overhovedet erkender det. Jeg har derfor al mulig sympati for de tre små piger, der gik ind for ”nådens milde regn”, fremfor ”hun får kun, hvad hun har fortjent.” Men at lade prinsessen få prinsen uden først at have gennemgået en udvikling i retning af modenhed og erkendelse, det forekommer mig på forhånd lige så holdbart, som vor tids bryllupper med indbygget skilsmisse. Derfor har jeg for år tilbage, og for at tilfredsstille mine ønsker på prinsessens vegne, digtet min egen fortsættelse til H.C. Andersens Eventyr:

KEJSERENS DATTER.
Se tekst under menupunkt: Egne historier
Eventyret om otteårige Maalin har jeg skrevet om før. Derfor kun understregningen af i hvor høj grad fattigdom og rigdom er begreber afhængige af den person de rammer. ”Men Maalin havde et kærligt hjerte,” som der står hos Astrid Lindgren, og med hjertet opfyldt af denne kærlighed dør hun. Hvis man mener, at hun dør?? Lige som masser af mennesker lever og dør fattige opfyldt af ”hårdheden og kulden i et menneskehjerte,” for nu at citere Selma Lagerlöf – men begravet i deres rigdomme.
Undervejs mens jeg fortalte, måtte jeg skaffe ro i et af de øverste stolestader ved at smække næven ned i træværket, hvilket afstedkom et par forskræmte hoveder, og da  jeg interesseret opfordrede børnene til at stille spørgsmål efter SVINEDRENGEN, spurgte en dreng, om han ikke kunne nøjes med kun ét eventyr. Sagtens, men så kunne han vente ude i våbenhuset, eftersom det jo var i skoletiden. Det havde han vist ikke ventet. En anden dreng spurgte frimodigt, hvor gammel jeg var. - Ah sådan cirka 500 år. - Det tror jeg ikke!  - Hvor gammel er du selv? Han smilede. - Ti år.

En helt anderledes aften
Af Vardes Turistchef Hans Jørgen Eriksen   
I gamle dage, og det vil sige, da undertegnede var dreng for efterhånden nogle år siden, var det ret almindeligt, at vi børn sidst på eftermiddagen sad og lyttede andægtigt til børnetimen på Danmarks Radio! – Og meget ofte var det oplæsning af spændende fortællinger og eventyr!
Siden overtog fjernsynet stort set hele ”underholdningsafdelingen”, og mange af os mistede efterhånden helt sansen for at høre den gode fortælling uden billeder.
Heldigvis er der stadig nogen, der formår at få vores øren på stilke - eller hvad det nu hedder! - og blandt dem er Helle Slottved, der i fint og smukt samarbejde med musikeren Eric Hoffman virkelig formår at formidle en historie og fange lytterens udelte opmærksomhed. Med levende lys som baggrund tager hun os med ind i en verden af eventyr befolket af prinsesser og ridderlige helte, så vi næsten mister forbindelsen til nutidens stress og jag.
Historien om Tågernes Fe, som vi oplevede for nylig, er en spændende fortælling om sand kærlighed og ærlighed, og hvor de gamle dyder som ridderlighed, ordholdenhed og høflighed så sandelig er sat i højsædet. I Helle Slottveds fortolkning bliver denne legende om Langvald, ridder ved Kong Arthurs Hof, levendegjort så man ikke kan andet end lytte intenst for at få hver eneste lille stemning og nuance med. Og Eric Hofmans helt specielle akkompagnement på sjældne middelalderinstrumenter giver nogle smukke ”mellemlæg”, hvor tilhørerne lige får tid til at lægge de enkelte afsnit ”på plads” i erindringen til fortsat nydelse, inden historien fortsætter.
Jo, det var en helt anderledes aften, - og hvor er vi dog gået glip af mange gode fortællinger siden barndommens børnetimer i radioen! 

Tusind tak for en dejlig oplevelse!

 

 

Retur forsiden