Tanker om filmen ”Kong Arthur” 

Jeg blev ringet op af en journalist fra Østjyllands Radio. Han havde sendt en flok ganske almindelige mennesker ind til premiere på filmen om ”Kong Arthur” for at høre deres mening. Men filmen påstod jo at give sandheden om den virkelige kong Arthur, hvad jeg mente om det, jeg var jo fortæller.
Jeg svarede, at man ikke ved noget som helst om den virkelige kong Arthur, der findes ikke ringeste historiske bevis på at han har levet. Derimod er det nogenlunde sikkert, at der i VI århundrede efter Kr., samtidig med Romerrigets sammenbrud og Saxernes invasion, skulle have levet en hærfører, der gjorde sig så bemærket, at han havde givet afsæt for myten. Af politiske grunde blev denne myte grebet med begejstring af 11 tallet, som vi bedst tidsfæster via navne som Richard Løvehjerte, Robin Hood og Korstogene. Den der gav myten kød og blod, både i England og på fastlandet, var Geoffrey of Monmouth. I dag var han muligvis blevet en uforglemmelig filminstruktør. Han var en mageløs fortæller, hvad man blandt andet tilskriver hans rod i keltisk fortælletradition. Værd at bemærke i denne sammenhæng, for Kelternes univers var afgørende forskelligt fra Romernes. De sidste overvandt det første - var der nogen, der sagde Asterix! Desværre blev verden af samme grund mindre morsom. England og Kontinentet blev romaniseret og såvel religiøst som set med kvindeøjne var det katastrofalt. 

Hvor Geoffrey of M., sin egen magt-og krigsgale tid til trods, præsenterer os for et fortryllet magisk univers befolket af feer, troldmanden Merlin, sorte og ædle riddere, hvor det utroligt rangerer side om side med det utrolige, der bliver vi i filmen præsenteret for et totalt rationaliseret univers. Og det i vores tid, der skriger på en genfortryllelse af livet og verden. Filmen om Kong Arthur er romaniseret. ”Romerverdenen, denne enorme krigsmaskine!” som forfatteren til det store franske værk om Kong Arthur, Jean Markale, foragteligt udbryder. Vi drukner i krigs-og slagscener med dertil hørende lydeffekter, dem er der virkelig gjort noget ud af. Romernes tankegang, som han også påpeger, var logisk og rationel. To og to er fire. Kelternes derimod var mytisk og magisk. En troldmand ved navn Merlin er der mere slagkraft i end alle krigere tilsammen. Man må tænke på Gandalf fra ”Ringenes Herre” for at få en ide om Kelternes Merlin. Man får det ikke i filmen om ”Kong Arthur, hvor i øvrigt alle kort blandes i en pærevælling. Den mystiske hærfører fra det 6 århundrede og mytens ædle konge med alle sine riddere riddere af det runde bord. 

Jeg har lyst til at komme med et eksempel på denne afgørende forskel på rationel, logisk fortællekunst, og magisk fortryllet. Det første fra filmen og kong Arthur. Det andet fra den, der gjorde kong Arthur til et navn.
I filmen kommer barnet Arthur i besiddelse af sværdet  Eacalibur, da han løber ind i flammerne fra en landby nedbrændt af fjender for at hente sin moder ud. Men hvem opfatter, at det er et magisk sværd, og hvad et betyder for den der erhverver det?  Moderne genfortalt lyder historien hos Geoffrey noget anderledes: 

Julemorgen, på vej ud fra kirken, ser ridderne på kirkegården en stor sten med et sværd stukket ned i en barre af stål. På sværdet står indgraveret i guld: DEN DER KAN TRÆKKE DETTE SVÆRD ER ENGLANDS RETTE KONGE.  Ridderne kaster sig straks en efter en ud i forsøget på at drage sværdet, men uden held, hvorefter det bliver bestemt at lade en turnering afholde nytårsmorgen for at inddrage endnu flere riddere i forsøget. Sir Ectors søn Kay drager til turneringspladsen kun for at opdage, at han har glemt sit sværd derhjemme, hvorefter han beder sin lillebror Arthur smutte hjem og hente det. Men hjemme er der lukket og låst, alle har forladt huset for at tage ud og overvære turneringen. ”Kay skal i hvert fald ikke mangle et sværd i dag,” tænker unge Arthur, ”jeg tager bare det på kirkegården og giver ham det.” Som tænkt så gjort, Arthur henter sværdet på kirkegården og giver sin broder det. Kay opfatter øjeblikkelig, hvad det er for et sværd og går til deres fader Sir Ector og siger, at så må han Kay jo være Englands rette konge. ”Hvorfra har du dette sværd?”spørger Sir Ector. ”Min broder Arthur gav mig det.” ”Og hvordan kom du i besiddelse af sværdet?” siger han henvendt til Arthur. Hvorefter Arthur fortæller hele historien. ”Da er Du landets rette konge!” siger Sir Ector. ”Hvordan det?” spørger Arthur. ”Fordi det er et fortryllet sværd, som kun den kan drage, der er dette lands rette konge. Derfor, put sværdet tilbage hvorfra du tog det.” Arthur adlyder hvorefter både Sir Ector og Kay forsøger at drage det, men uden held. ”Og nu du!” siger Sir Ector. Arthur drager sværdet så let som havde det siddet i sin skede. Da Sir Ector og Kay ser det falder de begge på knæ for drengen Arthur. Herefter kommer det frem, at Arthur i virkeligheden er søn af Kongen Uther Pendagron, hvis død har kastet landet ud i lovløshed. Som spæd blev han bragt til opfostring hos Sir Ector af troldmanden Merlin med den besked, at når tiden var inde, så ville Sir Ector erfare, hvem der var barnets virkelige fader. ”Det er nu blevet åbenbaret for mig.” slutter Sir Ector. 

Man kan roligt sige, at filmen mangler et par mellemregninger, og det er ikke det eneste eksempel. Danskerne har leveret en af de både ædle og hårdtslående riddere til filmen, og han løser opgaven solidt og troværdigt. Men bortset fra det spektakulære i at ride rundt med en rovfugl, så forstod jeg aldrig hvori dens opgave bestod, med mindre det var at postulere at Mads Mikkelsen til sidst  blev til en rovfugl der svang sig bort fra kamptumlens hæslige realiteter til en højere verden. Den var aldrig gået hverken med Kelterne eller Karen Blixen som konsulent på filmen. 
En anden ting man lægger mærke til, ikke mindst som kvinde, men jeg er fornøjet ved at det er en mand der har givet det udtryk, har med humoren at gøre: ”Den i filmen var jo nærmest begrænset til det det man kalder mandhørm.” Det bringer mig til det for mig helt afgørende, nemlig Kelternes betydning for myten om Kong Arthur, og vi har jo kun den at holde os til.
Hos Kelterne stod kvinden meget stærkt. Hun stod sågar stærkere end vikingekvinden, der i sagens natur bestemte derhjemme når manden tog på togt fir at voldtage og plyndre. Hun bestemte i meget høj grad over sig selv. Men kelterkvinden gjorde det i endnu højere grad, og selvom kelterne var et patriarkalsk indoeuropæisk folk, så har de via deres mundtlige, men senere nedskrevne fortællinger og myter, fået overleveret et helt andet syn på kvinden end det vi fik påduttet af romerne og stadig trækkes med, bortset fra af vi nu trues af noget andet og endnu værre. Hos romerne havde kvinden ikke noget at skulle have sagt. 

Alle ved at Kong Arthurs dronning hedder Genevieve, og at vi har hendes utroskab med en vis ridder Lancelot at takke for at hans ideealverden med alt hvad den stod for, gik under til evig tid. Det er løgn og latin og skyldes kun den romerske version af kristendommen med deraf  følgende kvindeforstyrrede præsteskab. 
Kelternes version af Genevieve er et ganske andet med tydelige rødder tilbage til den Store Modergudinde. Navnet betyder i øvrigt ”white phantom”, for hun representerer også solen hvorfor hun nødvendigvis har gyldent hår. 
Filmens Genevieve har en ravneman og hun kan skyde med bue og pile og optræde i bar overkrop  usårlig midt i al kamptummel. Men der er ikke meget hverken myte eller kvinde over hende, og det er måske også derfor Lancelot skal dø hendes arme nærmest, før de for alvor får begyndt på at undergrave Arthurs rige.
 
Så mange spildt kræfter, bare for en film der efterlader endnu et endeløst indtryk af krig og vold. Hvorfor får vi ikke den vi har brug for, den der dog i det  mindste var et lille bud på i filmen om ”Ringenes Herre”, i og med beskrivelsen af Elvernes verden som Tolkien hentede stof til hos kelterne. For slet ikke at tale om Elverdronningen Galadriel. 
Sådan må man forestille sig Arthurs dronning. For slet ikke at tale om Den Store Modergudinde, der stod for nogle værdier som Mandssamfundet er ved at sætte helt overstyr. Kærlighed, ømhed, respekt, tillid, omsorg.