Fortælling af eventyr, sagn og myter var før bogen en selvstændig kunstart. Hver familie, hver landsby og hver konge havde sin foretrukne fortæller, som nød høj anseelse.

Eventyrfortæller Helle Slottved har genoptaget den gamle kunst. Eventyrene kan føres tilbage til en tid, hvor fortælleren var tidens hukommelse.

»Den gode fortælling handler om emner, der har gyldighed for alle mennesker til alle tider«. Tilhøreren ser handlingen for sit indre øje. Han er sin egen instruktør. Fantasi og følelser får frit løb.

Helle Slottved fortæller helst til musikledsagelse og meget gerne i samarbejde med den lokale husmusiker. Eventyrets naturlige afsnit bliver udfyldt af musikkompositioner, som afslutter et forløb og lægger op til det næste.

Hvert eventyr er indlært, så fortælleren kan samle sig om fortolkningen ligesom soloviolinisten, der har kompositionen på rygmarven.

Efter opførelsen besvarer Helle Slottved gerne spørgsmål og giver sit bud på fortolkning af det fortalte.

Omgivet af levende lys - med kropssprog, mimik og stemmens magi - fører Helle Slottved sine tilhørere ind i eventyrets verden med prinsesser, helte og drager, så de glemmer, hvor de er, i højskolens foredragssal, det tætpakkede caféteater eller i en kirke.