Sommeren 2003:

SVINEDRENGEN af H.C. Andersen som Sct. Hans tale i lokalsamfundet. Den keltiske myte KONG ARTHURS MØDE MED DEN MYSTISKE KVINDE  i en eng i Vestjylland. Og min egen yndlingshistorie TÅGERNES FÉ  af 11 hundrede tallets Marie de France ved en fortryllet sø, også i Vestjylland.

Alle tre gange bidrog natur og vejrlig til at fremhæve fortællingens særpræg.

Sct. Hans:

Årets længste dag endte i øsende regn, hvor jeg lige akkurat kunne fastholde publikum under en paraply med en mikrofon i hånden. Gudskelov for H.C. Andersen, for at tage manuskript frem kunne der slet ikke være tale om. Men jeg fik folk til sammen med mig – og Stig Rossen over en CD på højtaleren – at synge sangen om LOVE, kærligheden der ændrer alt. For det første fordi det er en pragtfuld sang, for det andet, fordi fravær af kærlighed, mener jeg, er med til at skabe de grusomme forhold for dyrene, som jeg ville være kommet nærmere ind på, med afsæt i ”Svinedrengen”, om ikke alt var endt i lyn og torden og disse strømmende vandmasser. Men det var der sikkert også en mening med.

En lille dreng sprang frisk op på talerstolen da jeg var på vej ned: ”Skal jeg ikke også synge en sang!” Et par andre børn udbad sig en historie mere.

Sølvbryllup i Vestjylland.

Værtsfolkene havde haft planer om at lade mig ankomme som fortæller hidført i robåd ad åen, der poetisk slyngede sig gennem engen, hvor jeg skulle fortælle. Men selvom jeg er opvokset ved en å med lykkelige erindringer om, som barn mange gange at have siddet i en robåd med fingrene filtreret af åens vande og søgræs og med vores Mormor smilende som eventyrets gode fe i stævnen, så blev ideen opgivet. Det ville have været svært at fortælle, hvis uheldet havde været ude og jeg var drattet i vandet først.

Nu blev det så til, at jeg i stedet uset af alle skulle gå gennem en lille lund, dukke op på engen udenfor og dernæst vandre mellem smilende, undrende gæster op til den gamle smukke eg, under hvilken det var blevet bestemt, jeg skulle stå og fortælle. Vejen tilbage skulle foregå på samme vis.

Jeg har aldrig før fortalt denne gamle keltiske myte om Kong Arthurs møde med kvinden i omgivelser, der i den grad faldt i ét med historien.

Kvie Sø ligger også i Vestjylland. Ideen med at fortælle der, var helt og holdent Pers. ”Da jeg gik rundt om Kvie Sø i dag (Pers næsten daglige spadseretur) regnede det sådan, at jeg gik indenfor i restauranten. Og nu jeg var der, talte jeg også om dig og dine fortællinger og lagde et par brochurer.” Jeg lyttede højst misbilligende. Fordi det var regnvejr, et par brochurer, og så ved en sø, hvor der mig bekendt hovedsagelig kom campister om sommeren! Jeg ringede til Betty og beklagede mig. Betty lyttede forstående, men hendes ord, ”Helle, gør det for Pers skyld”, afgjorde sagen. Mine værste anelser blev bekræftet. Restauratøren havde ganske vist rejst et ridderligt telt i rødt og hvidt, der kunne åbnes ud til søen, men det indbød hverken vejret eller antallet af tilhørere til. ”Nå, hvordan gik det?” spurgte siden folk. ”Godt”, svarede jeg. ”Poul og Betty kom.” Her er de sammen med Per. 

 Jeg havde ingen lyst til at gentage eksperimentet, men det havde utroligt nok både Per og restauratøren.  Samtidig ringede min franske musiker Eric fra Frankrig. Vores samarbejde er fem seks år gammelt, men det hjalp jo, da han og hans danske kone Jane boede i Danmark. Imidlertid, Eric gav udtryk for, at han var meget interesseret i, at vi igen lavede ting sammen. Jeg sagde, som sandt var, at det var jeg også, men at jeg ikke kunne se nogen mulighed lige nu. Så var det, jeg kom i tanke om Kvie Sø. ”Jeg er i gang med en ny fortælling,” sagde jeg, ”TÅGERNES FE” af Marie de France, men i prosaversion af Jean Markale. Hvad siger du til, om vi prøvede den? Om ikke andet så bare for at optræde sammen igen.” ”Da Jane og jeg tog fra dig i Julen,” sagde Eric, ”læste jeg undervejs den fortælling.” ”Så er der ingen tvivl,” sagde jeg, ”så skal det bare være den.”

Da jeg som forberedelse til arrangementet, igen forsøgte at trænge ind i den verden, der er kelternes ved atter at dykke ned i Jean Markales store bog om Kong Arthur, så slog det mig pludselig, at Pers ide om Kvie Sø i netop denne sammenhæng, var genial. For i kelternes verden, ikke mindst i forbindelse med Kong Arthur, er søen et klart mytisk element, der udkrystalliserer fortællingernes indre væsen.

Erics og min optræden med TÅGERNES FÉ første gang blev, håber vi begge, begyndelsen til et større samarbejde om denne fortælling.

Denne gang var vi inden døre, hvilket også på grund af årstiden og Erics selvlavede middelalderinstrumenter var rimeligt. Der kom flere folk!

Som optakt til vores optræden var der spisning, under hvilken Per fortalte om Kong Arthurs berømmelige sværd Escalibur, det netop, der i særlig grad fik mig til at erkende stedet som ideelt for myterne om Kong Arthur. For da Arthur er døende, bliver sværdet kastet ud i søen, hvorfra en oprakt hånd trækker det ned i dybet.

7475 1410