Helle Slottved har haft premiere på "De vilde Svaner" i Mariehøj Kirke, Silkeborg. Efter denne førsteopførelse skrev kirkens præst, Arne Simonsen, følgende anmeldelse: ”De vilde svaner” i Mariehøj Kirke- en aften med Helle Slottved og H.C. Andersen 1. november 2005. Et eventyr kan kun leve, hvis fortælleren holder af indholdet og af personerne i det. Helle Slottved ”er” sine personer, ikke bare den uskyldsrene kongedatter i H.C. Andersens eventyr ”De vilde svaner”, men også hendes brødre, de elleve kongesønner, og kongen på den anden side af det store hav, som hun bliver gift med, og den onde biskop, den hujende folkemængde. Hun er dem alle, ægte og uforstilt i sine tolkninger; ikke mindst konge-datterens kærlighed til sine brødre stod så stærkt: ”kærligheden tør alt, udholder alt, tror alt, håber alt ….” Fortællingen vekslede med organistens mellemspil og indspil: ord og musik føjede sig smukt sammen og tilhørerne sad, da det hele var slut, tilbage med en vidunderlig følelse af, at det skønne og det gode kan intet for alvor røre, dertil er de for stærke. Det var første gang, at Helle Slotved opførte ”De vilde svaner”, men mange flere bør have den samme oplevelse, som vi havde den aften i Mariehøj Kirke. Stor og ægte kunst var det. |
Helle Slottved optræder helst i kirker, fordi kirkerummet forstærker de eventyr, som hun holder mest af at fortælle, og hun kan nu tilbyde både "Snedronningen" og "De vilde Svaner", som begge inklusive musikledsagelse bliver fortalt på en god time. Siden premieren har Helle Slottved for en fyldt Romlund Kirke fortalt "De vilde Svaner" endnu engang, så eventyret er nu en fast bestanddel af repertoiret. Med
venlig hilsen |
Historien om den otteårige Malin, der ender på en svensk fattiggård, formår at samle alle generationer. For hvad er fattigdom og hvad er rigdom - og hvor finder man skønhed? Og så det store spørgsmål, Døden! Hvad med den? Jeg har hørt, at da der engang i England var en stor udsendelse om Astrid Lindgren, havde denne fortælling en fremtrædende plads.
Ingen fortæller historier uden selv at blive statist i fortællekunstens univers. Mine egne oplevelser i denne omgang illustreres bedst omad H.C. Andersens eventyr ”Gartneren”. Vi hører om blomsten, hvis pragt og skønhed overvælder ikke blot herregårdens hædersgæst, Prinsessen, men endog herskabet selv. Det ender såmænd med, at de selv bevæger sig ned i haven for at finde et eksemplar. Ef-ter forgæves søgen må gartneren fortælle dem, at den kun er en fattig blomst fra køkkenhaven.
Nu har jeg fortalt eventyr på tysk i Østrig, på fransk i Frankrig og på engelsk i England og Århus. Men en af de mest entusiastiske tilhængere af fortællekunsten og koordinator på projektet for skolebørn i Hovedgaard, skolebibliotekskonsulent Inge Marie Hermansen, har jeg været nabo til i l0 år uden at vide det!
Margrethe Højlund og jeg skulle dele aftenen på Silkeborg bibliotek. Vi fandt ud af, at det kunne være hyggeligt at mødes og få en sludder forinden. Margrethe er fortæller i Frankrig og i Frankrig har jeg , via teaterskolen i Paris, hvor jeg gik som tyveårig, dybe kunstneriske rødder..
I samtalens løb nævnte Margrethe sit samarbejde med en stor fransk fortæller, Francois de la Salle. For år tilbage var der Europeade i Horsens. Invitererede grupper dansede overalt på gader og stræder. Jeg forelskede mig i dansende fra Bretagne og endte med at invitere to af pigerne hjem til overnatning. Jeg bevarede forbindelsen til den ene, Helene, der for et par år siden pludselig ringede op. – Helle, tænk dig, jeg er også kommet til at arbejde med fortællekunst. Ikke som fortæller, men jeg arbejder under en, der hedder Francois de la Salle. Det første jeg gjorde, da Margrethe var gået, var at ringe til Helene og fortælle om min gæst. – Margareth!!! Hun kunne ikke komme sig over sin overraskelse. .
Medens jeg anrettede té sprang Margrethe ud for at bese haven, der er rig på gamle knudrede frugttræer. Hun kom begejstret ind gnaskende på en pære. – Jamen du har jo pærer, de smager dejligt, de er næsten modne ... har du slet ikke smagt dem endnu? Det havde jeg ikke. Jeg skulle have besøg fra Frankrig for at genopdage mit pæretræ.
Kære Anette. Tak for dit bidrag til oplevelserne.
Eventyrligst Helle Slottved.
Hvor forskellig fra deres egen verden var ikke denne fortælling om en kvinde, suveræn indenfor sin egen verden og med en hær af terner, til alt det praktiske. På mit spørgsmål om, hvorvidt det ikke var svært at tage på kursus, væk fra alt derhjemme, sommetider helt op til en uge, men som én sagde: ”det er for længe”, lød svaret: ”Joh, alt skal planlægges, det er faktisk et stort arbejde, hele huset skal gøres rent, tøj skal lægges frem i bunker, mad stilles i køleskabet ... Og når man kommer hjem, kan man begynde forfra.”
Men de lyttede opmærksomt. Drog de sammenligning? Og hvem faldt den ud til fordel for? Vores egen tilværelse, hvor efter sigende den opvoksende generation i stigende grad ender i misbrug og den ældre i psykotiske lidelser, ofte med selvmord til følge?
Eller aflejrede der sig en længsel efter Kvinden som Dronning, der bare skulle tage vare på én ting: Opdragelsen af alt liv!
”Tågernes Fe” illustrerer i nogen grad sandheden i det franske ordsprog: Du mal peut sortir du bien. Ud af noget dårligt kan komme noget godt.
Kong Arthur uddeler rige gaver til sine fremmeste riddere ... men glemmer én. Denne ene forlader dybt forstemt og uden at mæle et ord hoffet og rider på må og få afsted ud i det blå. Og møder der kærligheden, som uden tvivl aldrig nogen har mødt den hverken før eller siden. At i tilgift hans kærligheds genstand også retter op på Kongens forsømmelighed, synes i denne sammenhæng en detalje uden betydning.
” Marie de France regnes for Frankrigs første kvindelige digter og skal have levet ved den formidable dronning Aleonor d’Aquitaine’s provencalske ”kærlighedshof”, sidst i 11 hundredetallet, der i øvrigt videreførtes af datteren Marie de Champagne, Chritien de Troie’s protectrice. Marie de France drog sin inspiration fra Bretagnes rige skat af keltiske myter og legender, hvor menneske og dyr, drøm og virkelighed og liv og død udgør et harmonisk hele. Og hvor alt kan ske! Men hendes store fortjeneste er uden tvivl den stærkt feminine indfaldsvinkel til kærligheden. Vi er med hende i et univers af trofasthed, ømhed og vilje til at ofre for det man elsker.
Læsningen af den franske forfatter Jean Markales bog LA FEMME CELTE (”Den keltiske Kvinde”) ændrede mit liv, fordi den betød et afgørende brud med Kvinden som Manden underlegen. Som han siger, er Genevieve beskrivelsen af den legemliggjorte herskermagt, af den Store Modergudinde, der våger over alle sine børn og ene er i stand til at oplære dem i alt.
Om kong Arthurs dronning Genevieve skriver et sted 11 tallets franske Chretien de Troie:
”Siden den første kvinde blev skabt af Adams ribben har der aldrig været en så berømmelig kvinde. Og hun fortjener det, for ligesom den viise lærer og mester underviser små børn, således underviser og belærer min frue alt levende. Fra hende udgår alt godt i verden. Hun er dets første kilde og oprindelse. Ingen kan skilles fra hende uden modløshed. Hun kender til enhvers ønsker og længsler, og ingen øver ret eller vinder ære, der ikke har lært det af min frue.”
Jeg når ikke at registrere så meget som en eneste følelse, for i det samme bliver vinterens overtrukne blygrå himmel gennemskåret af et langt hvidt bånd af store fugle. Vilde svaner.
I det øjeblik – det går først op for mig siden - beslutter jeg mig for mit næste H.C. Andersen eventyr.DE VILDE SVANER.
Dette mægtige eventyr, der i sig har ALT.
Elementerne. Jorden, ilden, luften, vandet. Og som en juvel midt i detaltsammen, kærligheden, det største af alt.
"De Vilde Svaner" er på vinterprogrammet 2002-2003
OPEN BY NIGHT.
Da vi lørdag den l3. oktober 2001 i det mest dårende dejlige vejr kører fra Ørsted Præstegaard på Fyn, tænker jeg på ordene af forskeren Rüdiger Safranski, som jeg et par dage før har læst i Jyllands Postens artikel om Nietzsche. De skal ses på baggrund af ll. september, og jeg synes de rammer lige ind i SNEDRONNINGEN af H.C. Andersen, for de rummer en stor del af sandheden om vores forbrugskultur. Og hvem forstår bedre end Snedronningen at spille på den? ”Hvis du kan finde ud af at lægge det ord (Evigheden),” siger hun til Kai, travlt optaget af sit forstandsspil, ”så vil jeg give dig hele verden og et par nye skøjter.” Og det er selvfølgelig betænksomt, eftersom hun har anbragt ham på en isflage. (”Tænk på, hvor mange børn, der har det sådan i dag!” udbrød en veninde, da vi sammen bladrede igennem min illustrerede udgave, og kom til den blåfrosne Kai.) Men hvorfor har hun anbragt ham der? Jo, der er hans følelsesliv så nedkølet, at hun kan manipulere ham i en hvilken som helst retning hun vil. Snedronningen er en truende fare overalt, ikke bare i eventyret, men i vores egen verden. Der er mange blåfrosne Kai’er, hvorfor er der det? Det er et af de spørgsmål eventyret stiller.
Jeg var ikke den eneste der optrådte i Ørsted kirke, til Open By Night fra klokken l9.3o til lidt før midnat. Foruden kirkens egen organist Henrik Sørensen, som havde spillet forrygende året før, da vi arbejdede sammen for første gang, var der nogle unge musikere fra Odense Musikkonservatoriums folkemusiklinie., skotten Hal Parfitt-Murray , en ren troldmand på violin og Helene Blum der sang klokkeklart a cappella, for nu blot at nævne et par stykker, men jeg nød dem alle sammen i det smukke kirkerum båret og løftet af de mange tændte stearinlys. Programmet var opdelt i afsnit og indimellem dem vandrede folk over kirkegården, oplyst af fakler, ned til præstegården hvor præstekonen Jytte og et kvindeligt hjælpekorps sørgede for både vin, kaffe og kage og overalt i stuerne var der de yndigste blomsterbuketter.
I Ørsted kirke bad præsten Ole Lauritzen for jorden og havet. Det var noget af det, der gjorde indtryk på mig den aften. Da vi næste dags morgen efter hyggeligt morgenbord drog videre ud i den solrige disede efterårsdag, så vi flere musvåger, et par på den bare jord. ”Det er for tåget til, at de kan operere,” sagde Per. Det problem havde den fede skovdue ikke, den lettede blånende og ubesværet fra vejen foran os.
DE LEVENDE LYS.
Et par uger senere var det Læborg Kirke ved Vejen. Også denne kirke er af de smukke gamle og som Ørsted kirke med et middelalderligt krucifiks af stor skønhed. Det er dejligt at fortælle i et rum af levende lys, og her var de overalt.
Graver og menighedsrådsmedlemmer havde anbragt dem i stolestaderne, i vinduesnicherne, på døbefonten - på altret med naturligvis-og på trappen op til prædikestolen stod et par gamle sølvstager. Dertil kom kirkens egne pompøse kandelabre – normalt i brug ved begravelser – samt mine egne mere beskedne gulvstager hver til seks lys. Arrangørerne havde håbet på, at der også ville være kommet børn, og der var heller ikke nogen grund til, at de ikke skulle, men de kom ikke. Jeg tror de ville have lyttet ”Snedronningen” til Bo Thomsen opmærksomme spil på Frobenius orglet.
I en smuk lille folder om den 800 år gamle kirke, som jeg fik foræret, kunne jeg læse om dåbsfadet fra l550 ”af drevet messing og med en medaljon i bunden forestillende Skt. Jørgen og Dragen.” Rent privat har jeg udnævnt Skt. Jørgen til Fortællekunstens skytshelgen.
Der var mødt et par mennesker op denne aften, med dybe rødder til min barndom. Faders gamle sekretær frøken Damgaard, fra tiden da han var chef for tuberkulosebekæmpelsen i Vejle Amt. Hun talte smukt om Far, spurgte til Mor, men også hun var jo for længst død! Og så var der Karen, vores gamle unge pige. Hun kom til os i Kolding som attenårig, da jeg var ti, men der var ingen aldersforskel, når vi vaskede op sammen. Vi grinede og pjattede, og enorme opvaske – det var en stor husholdning – forsvandt som dug for solen. Jeg elskede Karen. Nu kom hun med sin voksne søn som chauffør, og de var begge to med bagefter til kaffen i forsamlingshuset, hvor der blev også blev tid til min yndlingshistorie om Kong Arthur. Den elsker folk, mænd som kvinder.
RØDDER TIL FORTIDEN.
En uges tid efter var det Kattrup Kirke, få kilometer fra, hvor jeg bor. Det var kommet i stand på anbefaling af en tilfreds tilhører året før i en anden lokal kirke, Vedslet, hvor jeg for alvor søsatte mine kirkeaftener for nogle år siden. Jeg var helt på hjemmebane. Journalist Erik Brodin havde kontaktet mig – og fik mig siden overbevist om, at han sjældent havde set kirketjeneren Kurt så optaget af noget, som ”Snedronningen”. Fotograf Bjarne Jensen kom og tog billeder til Østjydsk Avis, og jeg har ham også mistænkt for at være ophavsmand til et fint lille stykke om aftenen samme sted.
Der kom en tilhører til denne aften også med rødder tilbage til min fortid, denne gang som studerende i fransk og dramaturgi. Birgitte Peuliche hjalp mig sammen med en anden ven, maskeret og kostumeret, med at afvikle den praktiske del af min dramaturgiopgave på Helsingørteatret i Århus. Det var en scene fra Marivaux, og vi bestod! Nu stod så samme Birgitte og fortalte, at hun såmænd var kusine til vores gode ven, præsten i Ørsted!
JAZZTROMPET OG STEINWAYFLYGEL.
Tre dage senere var det Gjerlev kirke i Nordsjælland. Vi lagde vejen om ad storebror Jørgen og hans Merete i Odense. Da vi kom til kirken stormede det helt vildt ...Ville vi måske slet ikke kunne komme hjem til katten samme aften? Men det gjorde vi, og hun spandt som en mis. Men forinden havde vi haft nogle bevægede timer, der begyndte med at vi på det nærmeste blev blæst ind i den endnu tomme kirkes fred og stilhed, og så et skinnende Steinway flygel anbragt midtvejs op ad kirkegangen, hvor den til venstre førte ind til et usædvanligt sideskib. Et par tasker og to trompeter tydede på, at musikerne havde været for at øve og velsagtens nu var i færd med at spise et sted. Flyglet viste sig at være indforskrevet til lejligheden og opstillet allerede dagen før, med påbud om at rummet under hele opholdet skulle være opvarmet til ære for Steinway og Søns lakskinnende herlighed! Det kunne man kalde et menighedsråd med ambitioner. Kirken var fyldt. I øvrigt var den fra 11 hundredetallet og helt usædvanlig efter mine jydske forestillinger. Stolestader og træværk var malet fantasifuldt i almuefarver, og de blev fremhævet ved at graveren havde pyntet hver anden af stolestaderne med brunt efterårsløv, de resterende med lys og anbragt et grønt levende træ i koret. Til forskel fra Læborg kirke vrimlede det her med børn. De sad på gulvet i midtergangen eller på skødet hos forældrene, nogle af dem samme sted, blandt andet en ung kvinde med et lille barn i armene. Det kan ikke have været særlig bekvemt at sidde der, men hun fulgte uden at vise tegn på uro med fra først til sidst. Det kunne man til gengæld ikke beskylde nogle små størrelser for, der sad på skødet på bænkene inde hos fader og moder. Op og ned og ud og ind, lågen til stolestadet var i flittig brug, men det gjorde ikke noget. Det hører med, hvor der kommer sådanne små børn i kirken, og de skal være med, for uden dem er der intet eventyr. Som det siges i ”Snedronningen” med citat fra Biblen: UDEN AT I BLIVER SOM BØRN, KOMMER I IKKE IND I GUDS RIGE.
Musikerne, kirkens organist Jacob Davidsen og trompetisten Flemming Agerskov viste sig at være formidable. For mig, der normalt ikke bryder mig om jazz, var det en stor oplevelse at høre den af disse to til lejligheden komponerede musik til ”Snedronningen”, spundet over en gammel salme.. Som optakt til den efterfølgende hyggestund i Menighedshuset overfor kirken for de medvirkende, fo’r præsten Fritz Gammelgaard omkring og hev bestik, brød, ost og pølse frem og lavede kaffe. Jeg havde lige læst om en præst på Djursland, hesteavler i stor stil og i stille stunder flittig forarbejder af seletøj i et stort værksted under kælderen, hvor efter sigende mange prædikener er blevet udklækket. Måske præsten her skulle aflaste sig selv med et par heste?
Netop som vi skulle til at kaste os over lækkerierne, stod der en ung kvinde i rummet. Kusine Lise som jeg ikke har set siden sidste storfamiliesammenkomst. Det var overraskende og morsomt.
Musikerne og jeg talte om, hvor dejligt det kunne være at lave noget sammen igen.
NOVEMBERS SOLLYS.
I Hinnerup foregik kirkearrangementet i Sognegården på den famøse valgdag den 20 november. Jeg var ikke i det store skrud, men nok i langt, min uldne dybrøde kjole i to dele, med sjalet indvævet i mønster efter gamle franske gobeliner og besat med farvestrålende perler. Jeg tænker tit på Gammelfar – Poul Reumert, min ven og velgører, fra da jeg var tyve – når jeg vælger kostume til et arrangement. Poul Reumert skulle engang spille Daniel Hejre, en kendt figur i teaterlitteraturen, men han kunne ikke komme på kunstnerisk skudhold af ham. Så så han en dag en levende hejre, og så var Daniel Hejre i hus. Billeder fra forestillingen viser det helt konkret. Kostumet er meget vigtigt, det bærer og støtter i bedste fald ligesom rummet, og det er et meget vigtigt hjælpemiddel for mig som fortæller. Det er mit Battledress. For som en gammel rumænsk teatermand lærte mig. EVENTYR ER KRIG. Jeg er eventyrfortæller og eventyrfortælleren er kriger.
Det var et meget lydhørt publikum også i Hinnerup Sognegaard, omend ikke talstærkt. Jeg var min egen akkompagnatør med medbragte bånd med irske Loreena McKennitt’s pragtfulde sang og harpespil. Men til fællessangen spillede husets egen pianist . Han var blind.
Jeg kunne fra hvor jeg stod se ud i et parklignende haveanlæg med plæner, der skrånede ned mod nøgne træer i den sene novemberdags dis.
NOVEMBER.
NOVEMBERS SOLLYS
ER DET BEDSTE JEG VED
DET TALER TIL SINDET
DET TALER OM FRED
DET LØFTER MIG OP
I EN HØJERE SFÆRE
HVOR GUD GI’R MIG LOV
TIL BARE AT VÆRE.
Gennem vinduet til venstre havde jeg på et tidspunkt udsigt til en enlig krage, der spankulerede hen over det tætte grønne græs, og eventyret som jeg stod og fortalte, om blandt andet lille Gerdas møde med den hjælpsomme krage, blev helt nærværende. Her var jo kragen!
Både kirkesanger og sognets to mandlige præster lyste op ved deres tilstedeværelse under arrangementet og vi fik en fin snak under kaffen.
Da jeg siden spurgte til Kirken, som jeg jo ikke fik set, hev straks den kvindelige kirkesanger to smukke publikationer om Danmarks Kirker, udgivet af Nationalmuseet, frem fra bunden af et skab. Dem skulle jeg have. Jeg var rørt og overvældet. Nu har jeg siden studeret dem. I hæren af billeder af tykmavede engle med basunkinder, gravalvorlige apostle med barmfagre kvindefigurer til at mildne på deres martyrier, samt gudvelbehagelige præstefolk, manden i fuldskæg og pibekrave konen i folderig kappe med konehue, heftet mig ved billedet af l300 tals klokken fra Haldum kirke.
Når vi børn juleaftensdags eftermiddag hjemme i Kolding før tre om eftermiddagen,blev kostet i seng for at sove til middag uden at kunne lukke et øje, begyndte Skt. Nikolai’s klokker at ringe nede i byen. Det elskede jeg. Det var for mig for alvor Julen der begyndte. Jeg fik for øvrigt selv lov engang til sammen med en veninde at prøve at ringe med en af klokkerne fra Skt. Nikolai. For mig bor hele den kristne kirkes historie, på godt og ondt, i lyden fra de gamle kirkeklokker.
Snedronningen er på vinterprogrammet 2002-2003.
SÅDAN SIGER BÅDE VI OG HELLE SLOTTVED
Af Ulrich Nedergaard, showmaster og speaker ved Dansk Varmblods Gallashow, som havde en afdeling på 45 minutter med "Ringenes Herre" som tema.
- Een af de ting der virkelig fik ”Ringenes Herre” til at fænge, var idéen med at ha¹ en historiefortæller med, som kunne binde de mange tråde i historien sammen.
For godt nok har mange læst Tolkiens fortællinger, og godt nok har mange set den fantastiske film, men for det første kan man jo ikke tage for givet at alle har ”gnavet” sig gennem bøgerne, og det er jo heller ikke hele Danmarks befolkning der har set filmen.
Så det var et ”must” at historien skulle bindes sammen.
Og hvad var så mere naturligt end at spørge Helle Slottved, som har en vis berøring til hesteverdenen bl.a. via Dansk Varmblods pressechef Per Høst Madsen og også via et engagement i Hesteinternatet af 1999 og et deraf følgende engagement i hestevelfærd.
- Og så ikke mindst fordi Helle Slottved tjener til livets ophold netop som historiefortæller!
Helle var straks med på idéen, og udfra det oplæg hun blev præsenteret for, arbejdede hun videre med teksten, så den blev rettet ind efter hendes ordvalg og hendes viden om ”Ringenes Herre”.
Og man kan vist ikke tillade sig at sige andet, end at hun var med til at sikre succes¹en.
Med stor indføling og med stor skuespilkunst fik hun os alle med gennem historien, og jeg overdriver ikke ved at kalde det en oplevelse for livet!
”- Dejligt at være med!”
Men det var ikke kun en oplevelse for os tilhørere, også for Helle Slottved var det en oplevelse.
” - Jeg blev meget glad, da I spurgte mig, og jeg synes det var en meget stor oplevelse at være med. - Jeg har aldrig optrådt for så mange mennesker før, men modsat mine normale rammer - kirker og lignende - hvor jeg har øjenkontakt med hver enkelt tilhører, så kunne jeg jo ikke se een eneste af de 5000 i øjnene, så det var en hel anden oplevelse end det jeg normalt er ude for”.
Helle Slottved er uddannet skuespiller fra en elevskole i Paris.
”- Ja, jeg tog egentlig til Frankrig som 20-årig for at passe børn, men et tilfældigt møde endte med at jeg blev optaget på elevskolen. Her havde jeg bl.a. en lærer som havde optrådt sammen med Poul Reumert, så vi havde en fælles referenceramme. Blandt mange andre ting jeg lærte i det franske, har jeg særlig bidt mærke i een, nemlig det een af vore lærere indprentede os: - I skal elske ordene! - Det er så vigtigt at man kan li¹ det man skal sige, - kun på den måde kan man lægge følelse og kærlighed i udtrykkene”.
Som sagt er Helle¹s daglige ramme, når hun er på arbejde, kirker, skoler og lignende, hvor hun fortæller eventyr.
”- Det er ikke noget man kan leve af, - jeg vil nærmere sige at det er noget man kan overleve på trods af! - Lige nu er ”Snedronningen” det mest ”solgte” eventyr”, fortæller Helle, som er - og det kan nok ikke overraske nogen af de der så hende i Herning - forgabt i Karen Blixen.
Ikke nervøs!
Som os andre, var Helle Slottved imponeret over ”Ringenes Herre”.
”- Ja, det var utrolig flot, flot med de mange kostumer og også flot ridning. - Min egen rolle har jeg selvfølgelig svært ved selv at bedømme, men jeg synes det var en oplevelse at være med. - Jeg havde jo selv en stor indflydelse på min egen tekst, så den var egentlig ikke svær, og da jeg først havde fået den lært udenad, så kommer kropssproget helt af sig selv².
Helle siger selv, at hun overhovedet ikke var nervøs inden hun skulle på.
³ - Nej, jeg vidste at jeg kunne teksten, - og jeg er jo kun et instrument til at formidle denne tekst videre. - For mig er det vigtigt at jeg er velforberedt og er ydmyg overfor opgaven, - min egen personlige forfængelighed er fuldstændig underordnet”.
Hvad der kunne gøre hende nervøs, var at hun, lige før hun skulle på, opdagede at headset-mikrofonen ikke passede hende ordentlig, så mikrofonen faldt ned, og at elastikken i hendes skørt var blevet slap!
”- Da var jeg lige ved at gå i panik, men heldigvis var der folk bag tæppet til at ordne tingene, inden det var for sent!”.
”I haven så man de forunderligste blomster, og ved de allerprægtigste var der bundet sølvklokker der klang, for at man ikke skulle gå forbi uden at bemærke dem. Ja, alting var så udspekuleret i kejserens have ...”
Sådan præsenteres kineserierne hos digteren. En kineser af i dag har ikke stunder til sådan poetisering, men kineserier er der nok af. ” I dag taler vi ikke mere om at skelne mellem nat og dag, men mellem arbejde og hvile.”
Gudskelov! Mariehøj kirke ikke lå i Kina, men i Silkeborg, for i denne fantastiske kirke, forholdsvis ny og med noget over sig både ude og inde, der leder tanken hen på en middelalderborg, har man ikke afskaffet hverken dagen eller natten, men til overmål specialiseret sig i enestående levende lyssætning. Lyset skinner i mørket her om noget sted. I tilgift havde arrangørerne, blandt andre min søster Astrids gamle legekammerat Mona, der nu er kirketjener, formået at flytte den halve natur ind i kirken i form af et lille dybgrønt overdådigt løvrigt træ. Smukkere kunne det ikke gøres. Tilbage stod blot for kirkens fantastisk dygtige organist Lars Sømod og mig selv, at få ”Nattergalen” til at synge i det imponerende kirkerum.
Arrangementet var til fordel for SOS børnebyerne.
Den følgende lørdag var det så Hestkjær Friskole i Vestjylland, hvor de fejrede skolens 4o års jubilæum i et kæmpetelt fuldt af børn og voksne bænket om lange borde stillet op på tværs. En ganske anden ramme om H.C. Andersens eventyr, men der var bygget en scene op i den ene ende af teltet, og her udspillede diverse indslag sig, også dette. Min musiker denne gang, Henning Nielsen, var lærer ved skolen og akkompagnerede levende på klassisk guitar. Bagefter kom han med en pragtfuld buket til mig fra sin moders have! Der er stadig én blomst tilbage fra den, en hvid lilje, der i den store glasbeholder på det lille marmorbord, med mørkegrønne glinsende laurbærgrene, symboliserer, synes jeg, nattergalen i sine grønne skove. Som det halve kinesiske hof drager ud for at høre.
Hvor langt dette lille udsnit af menneskeheden har bevæget sig bort fra naturen illustreres bedst ved, at de først hører en ko brøle, siden frøerne kvække, og begge dele tager de for nattergalens sang. H.C. Andersen, som vi indimellem har så travlt med at gøre grin med, var djævelsk, når det tog ham.
Men der er håb selv for dette forskruede hof. Et sted er naturen intakt og sanserne med. Hos den lille kokkepige. Hos barnet.
Medens vi opførte vores musikalske eventyr sad skolens elever i rækker på gulvet oppe foran, og de sad forbløffende stille. For ”Nattergalen”, det gik op for mig ved denne lejlighed, er egentlig ikke et eventyr for børn. Det bevæger sig i meget høj grad indenfor de voksnes erfaringsverden. Men det er ingen skade til for børn at sidde stille og opleve et eventyr af en stor digter sammen de voksne. Selv uden at forstå mere end det halve.
Den tredie aften udspillede sig for magistre på Ry højskole i et havesalsagtigt rum med døre åbne ud til friskgrønne plæner med høje træer, der skrånede ned mod vandet. Igen det samme eventyr, men i en ny ramme og for et helt andet publikum. Her var det udelukkende voksne mennesker, men den megen læsen havde bestemt ikke gjort dem ”gale”, tværtimod. Det var en levende, modtagelig forsamling, der satte eventyrets egen tilhørerskare af lakajer og kammerpiger i skarpt relief.
Jeg har før optrådt for magistrene, og det er virkelig nogle af de kvikkeste hoveder, hvor det gælder om at opfange sprogets finesser. De griber simpelthen alle bolde i luften. Min musiker, Michael Gram, selv en af magistrene, spillede på flygel og obo. Det var morsomt, nyt og overraskende for mig.
Fjerde og sidste aften med ”Nattergalen” i denne omgang, udspillede sig på Færgegården i Juelsminde. Der var tale om en forsamling af HK medlemmer, tillidsrepræsentanter blandt andet, deltagere i et kursus med fokus på stress og arbejdsmiljø.
I tankerne er det svært ikke også i denne forbindelse at tænke på det moderne Kina, hvor man har afskaffet dag og nat til fordel for ”arbejde og hvile”. Her må der virkelig være noget at forske i for folk, der vil belyse stress og arbejdsmiljø. Men i øvrigt har eventyret også sit eget eventyrlige bud på situationen i og med dets barnagtige topfigur kejseren. I begyndelsen, hvor tilsyneladende ingen ved hoffet nogensinde har hørt om nattergalen, insisterer han på, at den skal synge samme aften, ”og kommer den ikke, så skal hele hoffet dunkes på maven, når det har spist aftensmad.”
Folk der beskæftiger sig med stress og arbejdsmiljø, kan i øvrigt også med fordel kaste sig over spillemesteren, for han repræsenterer om nogen den moderne verdens løsriven sig fra naturen, forkastelsen af den til fordel for den kunstigt skabte verden. Det har imidlertid sin pris, og Jyllands Postens forside af 2o. august handlede om det foruroligende tab af livskvalitet og lykke, det medfører, ikke mindst for børnefamilier.
Jeg var min egen musiker denne gang med et bånd af Loreena McKennitt til indledning. To af deltagerne faldt pladask for hende lige som jeg selv engang, og det har ikke fortaget sig.
Og så ventede i øvrigt sommernatten på os, med oplevelsen med uglen, som tudede i skoven ved parkeringspladsen og hvad der siden fulgte.
Helle Slottved
Så begav vi os på hjemvejen. Gennem bilens ruder så jeg sensommernatten passere, med store gyldne marker, nogle høstede andre ikke, og højt oppe på den tyste blegblå himmel hang en gul diset måne i tiltagen. Hele verden syntes at svømme i et drømmeagtigt uvirkeligt skær, en forjættelse, der strakte armene ud imod os, jeg var syg efter at komme ud og indsnuse duften. Det var en nat så fuld af magi .... Men vi havde en række biler efter os, og så var det, at der pludselig foran os, tværs over højre vejbane, lå en udstrakt mørk pølle.
Det var en ræv! udbrød jeg, da vi havde passeret. – Ja, men den var død. Vi fortsatte. Men lidt længere fremme var der mulighed for at køre ind på en sidevej, og jeg stod ud for at få opfyldt mit store ønske. Men magien var borte. Opslugt af månenattens fortryllelse og skønhed til alle sider, havde jeg kun ræven i tankerne, og han gættede det, idet jeg steg ind. – Vil du gerne vi kører tilbage? ... – Ja.
Den var ikke død! Vi var kørt forbi ræven, andre med, men da jeg bøjede mig, bevægede den hovedet i et forgæves forsøg på at løfte det. Det gentog sig. Jeg tog den i mine arme, den var varm og blød og hjertet slog, den var helt slap. Den var døende ..... men hvor længe ville det vare? Vi var trætte, hvad skulle vi stille op med den? – Jeg kan ikke se andet, end at vi må tage den med hjem, så må jeg slå den ihjel ... – Hvordan vil du gøre det? Jeg svarede ikke, jeg kunne ikke bære tanken. I stedet for klamrede jeg mig til ulvemoderen, jeg havde læst om, der havde haft mod og styrke til at dræbe sit eget uhjælpeligt sårede afkom. Jeg måtte ikke stå tilbage. Alligevel følte jeg en bølge af lettelse gå igennem mig, da han uventet sagde. – Jeg kører forbi Falck.
Da de to unge mænd kom ud og med en lommelygte lyste ræven i øjnene, var der ingen reaktion. Den var død. En stor, fuldkommen smuk unge med perlegråt bryst.
Jeg forstod det ikke. Medens jeg havde fortalt ”Nattergalen”, med sætningen, der for mange år siden åbnede hele H.C. Andersens univers for mig, ”og Døden gav hvert klenodie for en sang ...” så var ræven løbet døden i møde på denne underskønne sensommernat. Jeg havde ikke formået at fravriste døden dens klenodie, endda jeg ikke blot havde fortalt ”Nattergalen” denne aften, men også de to foregående og søndagen før i en mageløs kirke. Først hjemme i stuen samme aften kom den tanke til mig, at jeg trods alt havde vundet en sejr. For den lille ræv var død i mine arme, så helt og fuldt ræveagtigt, som havde den ligget trygt hjemme i hulen hos sin moder, den havde måske opfattet mine fingerstrøg som om det var hende, der slikkede den. Den havde været i hænder, da den døde.
- Hvor er det frygteligt, at folk bare kører dyr ned og fortsætter, uden at sikre sig, at de ikke skal ligge og lide en pinefuld død.
- Ja, svarede Falckmanden, og gav i sætningen, der fulgte, døden dens virkelige hæslige ansigt - kulden og hårdheden i et menneskehjerter: - Folk har ikke megen respekt for liv !
Vi havde været heldige. Vi havde fået tilskyndelse til at standse op i vores eget hæsblæsende ræs. Måske det begyndte med Blodeuwedd, uglen vi hørte, for myten om hende - siges det - er myten om alle kvinder. Og kvinden er moder til alt liv med indbygget sejr over døden.
Børneby idéen går ud på, at give forældreløse og forladte børn en erstatning for den familie, de af den ene eller anden grund har mistet. Børnebyerne er derfor små, familielignende samfund, hvor børnene vokser op som i en normal familie og i et blivende og trygt tilholdssted – et hjem.
Børnene vokser op i deres eget land med deres egen religion og kultur. De går i skole med børn fra lokalsamfundet, ofte i skoler oprettet og drevet af SOS-børnebyerne.
Entréindtægten fra dette arrangement er øremærket til en SOS-Børneby i Luangprabang i det nordlige Laos, der er under opførelse. De fleste bygninger er under tag, og færdig vil byen rumme 12 familiehuse til 120-140 børn, en bør-nehave, et socialcenter og en fællesbygning. Det er meningen, at en skole skal følge efter. Der er tale om et smukt, moderne men ikke overdådigt byggeri i lao-tisk stil.
Landets egen indsats over for forældreløse og forladte børn er utilstrækkelig. Derfor suppleres landets tre SOS-børnebyer nu med den nye børneby i Luang-prabang, landets tidligere hovedstad og religiøse centrum.
I Mariehøj Kirkes højloftede kirkerum smukt pyntet med grønne grene og leven-de lys venter der publikum en eventyrlig oplevelse, hvor fabulerende, brusende orgelmusik og eventyrfortællerens melodiske stemme vil gå op i en højere en-hed. Helle Slottved og Lars Sømod har tidligere i samarbejde opført et andet af H.C. Andersens store eventyr i Mariehøj Kirke: SNEDRONNINGEN.
Helle Slottved hører til blandt landets fremmeste og mest erfarne fortællere, og organist Lars Sømod nyder national og international anerkendelse for sine mu-sikalske fortolkninger, som i Mariehøj Kirke oven i købet bliver udført på et af landets fineste orgler. Entré kr.60.00. Beløbet går ubeskåret til SOS Børnebyernes arbejde.
Eventyrfortæller Helle Slottved opfører sammen med organist Lars Sømod H.C. Andersens Nattergalen i Mariehøj Kirke, Silkeborg til fordel for SOS Børnebyer-ne.
Jeg fortalte denne gang i et jernalderhus med åbent ildsted og skindforede sove- siddepladser, der løb rundt langs hele husets indervæg. Her sad folk - og de fleste uden at få røg i øjnene. Igen var det Astrid Lindgrens eventyr SUSER MIN LIND SYNGER MIN NATTERGAL, og bagefter var der også tid til snak. Blandt andet fremhævede en tilhører poesiens magt, den store oplevelse det er – og eventyrets otteårige heltinde får den jo og det bliver afgørende for hende – at få sat ord på sin længsel. ”I skal elske ordene”, sagde min lærer på teaterskolen i Paris, Renè Simon. Jeg var tyve år og forstod i grunden ikke, hvad han mente. Molieres tekster til eksempel var guddommelige og bestod som andre af ord, men at elske ordene som sådan! I dag er jeg måske ikke helt så tungnem, og i min iver efter at give mit besyv med til denne del af samtalen, kastede jeg mig ud i at fortælle om, hvordan jeg selv for nylig havde haft en intens poetisk ople-velse. Det var, da jeg en dag gav mig til at læse teksten til en af sangene fra Bill Whelans RIVERDANCE, som jeg indenfor det sidste halve år har hørt om og om igen. Jeg havde bare glemt teksten! Her er den:
SING OUT YOUR SONGS AND RING OUT YOUR STORIES AND RHYMES WEAWE FROM YOUR DREAMS THOSE MYSTICAL DANCES THAT LEAD US TO BIND IN HEART AND MIND.
Syng dine sange og lad dine fortællinger give genklang, skab af dine drømme de forunderlige danse, der binder os til hinanden i hjerte og sind.
Dette blev i øvrigt dejligt praktiseret af Katrine Faber Jensen og Axel Striim se-nere ved bålet.
Her indledte Merete Essenbæk daglig leder af stedet, og den, der oprindelig tog initiativ til fortællerfestival i Lejre Forsøgscenter nær Roskilde, en tradition hun nu viderefører i Hvolris. Tak for det!
Hun gav straks ordet til Peter Værum, hvis bog FRØER OG FARISÆER jeg har læst med udbytte og anbefalet til mange. Behersket men dog gennemsyret af indignation, foreholdt han sine tilhørere det forkerte og tankeløse i at fejre Sct. Hans ved stadigvæk at brænde hekse af på bålet: ”Der er brændt hekse nok.”
Skikken forekommer mig selv lige så frastødende. Jeg holdt selv engang båltale over temaet. Dengang det virkelig gik hedt til brændte man små piger helt ned til otte år, det var et omsiggribende kollektivt vanvid, oprindelig markedsført af et par lyssky personers skrift HEKSEHAMMEREN.
Vi havde kort før bålet nogle stykker af os og ved et tilfælde drøftet Umberto Ec-cos ROSENS NAVN. Jeg så kun filmen, men den ætsede sig ind i min bevidst-hed med en scene. Lyden af heksens sorte kats rædselsslagne miawen, for den delte jo skæbne med hende. På Greve Pladsen i Paris brændte man levende katte af lige indtil Ludvig den l4. fik det forbudt. For ligesom det var klart, at hek-se stod i ledtog med djævelen, så var det lige så indlysende, at djævelen optråd-te i skikkelse af en sort kat. Solkongen var for en gangs skyld helt oplyst, han fandt barbariet afskyeligt.
Vi var kun i Hvolris fra lørdag over middag, alligevel var der tid ikke mindst til mødet med andre fortællere. Henrietta Rose Blossom, englænder bosat i Dan-mark, er som jeg dybt fascineret af de keltiske myter. Der var Eli Madsen, der fortalte dejligt før bålet og som generøst overlod mig et par af sine yndlingshisto-rier i kopi. Og så var der hende, der fortryllede med en fortælling om mødet mel-lem alt det, som ængster menneskene, med mine egne ord ”angsten for krig og nød, for sult og død, for tabet af kraft, for ondskabens magt…” og håbet. Scenen udspillede sig ved muren udenfor en middelalderby, og for mig der i øjeblikket læser om Katharerne i Sydfrankrig var den måske ekstra levende,
Min eneste bekymring på denne aften var bålet, var der tænkt på alle smådyre-ne, pindsvin, fugle, mus, etc…. Var det mon stablet aftenen før som man så ind-trængende beder folk om?
Men da vi sent om aftenen forlod stedet var det med gaver og sindet fuldt af denne enestående sommernats kogleri. På vejen op havde vi langs vejen set hele områder med blå af Kornblomster og Lupiner og grøftekanterne strøet med Valmuer. De stod der stadigvæk men hyldet i mørke.
Fortællerfestival i Lejre i Vævestuen, hvor børn lytter.
En opfordring i foråret til at deltage i FORTÆLLERFESTIVAL i Lejre i Pinsen, blev efterfulgt af en fra Hvolris til at fortælle til Sct. Hans. Jeg havde til Lejre valgt Astrid Lindgrens eventyr ”Suser min Lind synger min Nattergal” og vil bru-ge det samme i Hvolris. At vælge en fortælling, der foregår i en fattiggård i Sve-rige i l8 hundrede tallet, til et arkæologisk forsøgscenter, hvor folk opfordres til at gå tilbage til før vor egen tidsregning, kan undre. Men bronzealderarmbåndet jeg kom ud med fra butikken i Lejre symboliserer for mig forbindelsen mellem de to yderpunkter. På den tid, hvor sådanne smykker blev fremstillet, havde kelterne deres storhedstid, og for dem var blandt andet TRÆET helligt. Jorden selv var hellig og besjælet af ånder. I Astrid Lindgrens eventyr planter en lille pige, i sin længsel efter skønhed, et træ og tøver ikke med at ofre sit liv for at give det liv. ”Men jeg lever videre i træet …”, siger hun. For kelterne var det en ganske naturlig tanke, at sjælen efter døden kunne tage bolig i anden skikkelse, for ek-sempel et TRÆ.
Vi havde taget tante Anne-Marie på 88 års med til Lejre, og ingen kunne ønske sig mere opmærksom tilhører. Det skulle da lige være børnene anbragt på gul-vet i Vævestuen, som var helt opslugt af af fortællingens otteårige heltinde Ma-lin. Vævestuens enestående værtinde Iben heftede sig især ved en nydelig ung mand i sporty dress, som var lige så dybt koncentreret, og da en spurgte om man kunne gå ind i et træ, svarede han: Ja, på det åndelige plan.
FORTÆLLERFORENING
I Lejre var der ved den lejlighed stiftende generalforsamling for en ny fortæller-forening med følgende formål.
1) at medvirke til at udbrede kendskabet til historiefortællingen.
2) at virke som netværk for udøvende historiefortællere og andre der interesse-rer sig for historiefortælling
3) at medvirke til at samle praktiske og/eller økonomiske ressourcer til afviklin-gen af fortællerfestivallen i Lejre.Jesper la Cour Andersen, spinat@waxldoneline.dk
Præsentation: Det fortællende Teater, skuespiller og historiefortæller.
Jesper la Cour Andersen æble og andre nordiske myter og sagn.
Jesper la Cour Andersen spinat@waxldoneline.dk
Det fortællende teater, skuespiller og historiefortæller
Fortæller: Beowulf, Yduns æble og andre nordiske myter og sagn
blev valgt til ordstyrer, et hverv han udførte så godt, at han senere blev valgt til formand for den nystiftede forening: Fortællinger i Lejre.
Mette Nicolajsen, Historisk-Arkæologisk Forsøgscenter, Slangealléen 2, DK-4320, Lejre blev kasserer.
Foreningens bestyrelse på 7 medlemmer holder sit første møde den 28. juni-2001.
Helle Slottved slapper af uden for Vævestuen i Lejre.
grænser, hvor alt kan ske. Men indenfor
hersker den strengeste lovmæssighed.
I EVENTYRET findes kun to farver.
Med sine uigennemtrængelige skove
fulde af enhjørninger og guldfugle,
sine tranebærrøde slotte med tårne
og spir, sine prinser og prinsesser
i fløjl og silke, guld og ædelstene,
dækker EVENTYRET i virkeligheden
en sort/hvid verden!
Fortællekunsten er som egetræet,
hvis rødder går dybt i jorden
Med sine grene rækker det mod himlen.
Kronen er en verden for sig
et gådefyldt mysterium.
Hvert eneste blad har sin historie at fortælle
Helle Slottved
kommer til udtryk i myterne omkring Kong
Arthur, har optaget mig i mange år. Det
fascinerende er, at vi igennem hende kan
aflæse tidligere kulturer, hvor kvinden
faktisk var suveræn. Herom handler min
yndlingsfortælling, der sammen med to
andre danner kernen i programmet om den
keltiske kvinde.
Hun stod som vikingekvinden meget stærkt.
Den gifte keltiske kvinde var fuldt ud myn-dig
og tilhørte ikke ægtemandens familie.